VIA University College

1015 har sendt ansøgninger til VIAs uddannelser i Holstebro

Del
Bygningskonstruktøruddannelsen i Holstebro har fået 21 procent flere ansøgninger i kvote 2 i forhold til sidste år og bliver dermed den uddannelse på Campus Holstebro, hvor ansøgningstallet er steget mest - særligt blandt 1. prioritetsansøgerne. De resterende uddannelser på Campus Holstebro og i Nørre Nissum oplever et mindre fald i ansøgningerne sammenlignet med sidste år, men interessen for uddannelserne er generelt stor.

Trods det, at det endelige ansøgertal først bliver opgjort 5. juli, så afslører tallene allerede nu en stor søgning til VIAs uddannelser i Holstebro. I dag kl. 12 var ansøgningsfrist til at søge ind på landets videregående uddannelser i kvote 2, og tallene viser en klar tendens.

Mange har søgt ind på bygningskonstruktøruddannelsen sammenlignet med de forgående år, og blandt ansøgerne har 29 valgt Holstebro som første prioritet, hvilket er en klar stigning på 45 procent i forhold til de forgående år.

Ansøgningerne til sygeplejerskeuddannelsen og socialrådgiveruddannelsen ligger på niveau med sidste års ansøgertal dog med et mindre fald på henholdsvis 4 og 6 procent. Men flere har i år valgt sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro som første prioritet.

Fald i ansøgningerne

Færre har i år søgt ind på uddannelserne til fysioterapeut, ergoterapeut og pædagog. Andelen af ansøgninger, som VIA har modtaget er dalet med cirka 20 procent, men det endelige ansøgertal kendes dog først efter 5. juli, hvor der er deadline for ansøgning gennem kvote 1 til de videregående uddannelser.

Sundhedsuddannelserne er dimensionerede fra politisk hold, hvilket betyder, at der er loft over, hvor mange studiepladser VIA må oprette. De seneste år har der været markant flere ansøgere end studiepladser på disse uddannelser i Holstebro, og tallene peger stadig i retning af, at der også i år vil blive rift om pladserne.

Læreruddannelsen i Nørre Nissum har oplevet et mindre fald på 15 procent sammenlignet med sidste års tal, som dog også var en højdespringer på 99 ansøgninger efter åbningen af uddannelsesstationen af læreruddannelsen i Holstebro.

Ved dette års kvote 2 har 84 søgt ind på læreruddannelsen i Nørre Nissum, hvilket er flere sammenlignet med ansøgertallene i både 2016 og 2017. Det gælder også i andelen af ansøgere i første prioritet.

Flere ansøgere til VIAs ingeniøruddannelser

Generelt oplever VIA en stigning i ansøgninger til VIAs ingeniøruddannelser, det gælder også uddannelsen til produktionsingeniør, som også er en uddannelsesstation, der har til huse på Campus Holstebro.

Uddannelsen til produktionsingeniør har fået flere ansøgninger sammenlignet med sidste års tal. Ansøgerne skal dog først senere vælge, om de vil læse i Horsens eller Holstebro. Det endelig tal for, hvor mange der har søgt ind i Holstebro, bliver først gjort op efter 26. juli.

Glæde over interessen for VIAs uddannelser

Samlet set har VIA University College i år modtaget i alt 12.862 kvote 2-ansøgninger til sine over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland, hvilket er et mindre fald på 7,4 procent i forhold til sidste år. Mens faldet i ansøgninger i første prioritet er på 1,5 procent.

I Holstebro har VIA fået 1015 ansøgninger i kvote 2, hvilket er et lille fald i forhold til sidste år, hvor 1.172 ansøgninger var stilet mod uddannelser på Campus Holstebro.

Ansøgertallet til kvote 2 giver både en stigning til mange af VIAs uddannelser men også nogle fald. Trods ansøgertallet til nogle af VIAs uddannelser 15. marts er faldet, glæder prorektor i VIA Louise Gade sig over, at der fortsat er mange ansøgere til VIAs uddannelser.

”Vi vil i VIA selvfølgelig gerne have flest mulige kvalificerede ansøgere til alle vores over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland. Men faldet i antallet af ansøgninger skal ses i lyset af, at tallene er steget de sidste 10 år. Derfor kan stigningen ikke bare fortsætte, og faldet var forventet – særligt fordi vi er i en tid med forbedring i konjunkturerne. Det afgørende er, at kvote 2-søgningen stadig er god, og vi forventer igen i år at få fyldt de fleste af VIAs uddannelser helt op, da vi har mange flere ansøgere, end vi har studiepladser til. Specielt er vi utroligt glade for fremgangen i søgningen til VIAs ingeniøruddannelser, da der jo i erhvervslivet i den grad er mangel på ingeniører med stærke erhvervsrettede kompetencer, som VIA uddanner ingeniører med,” siger Louise Gade, der efter en omorganisering med virkning fra januar i år, er prorektor og dermed den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.

Imødekommer manglen på ingeniører

Louise Gade tilføjer: ”Netop for at imødekomme manglen på ingeniører investerer vi i VIA ekstra meget i vores ingeniøruddannelser i disse år, så vi kan sikre de studerende en super inspirerende og nytænkende undervisning. Vi indgår også hele tiden i nye virksomhedssamarbejder og udviklingsarbejder, som de ingeniørstuderende kan deltage i. Og vi ser i VIA frem til at modtage en masse nysgerrige og engagerede ingeniørstuderende, der kan komme ud og gøre en forskel for Danmarks virksomheder.

Hun fremhæver, at VIA hele tiden – i overensstemmelse med de politiske intentioner – arbejder for at sikre et højt fagligt niveau med stort læringsudbytte for de studerende. Ligeledes gør VIA meget ud af at sikre uddannelser i alle dele af Region Midtjylland, så der også er god adgang til arbejdskraft uden for de største byer. VIA udbyder således uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland. Eksempelvis har VIA etableret nye ingeniøruddannelser i Horsens, Holstebro, Aarhus og Viborg med fokus på kompetencer inden for henholdsvis klima, produktion, eksport og virtual reality for at imødekomme virksomheders behov, ligesom VIA har åbnet nye uddannelsesstationer med uddannelse af lærere i Holstebro og Randers.

Louise Gade understreger, at det for VIA er et pejlemærke at understøtte vækst i det private erhvervsliv og at fastholde en høj velfærd i Danmark gennem veluddannet arbejdskraft. Derfor ser VIA det som vigtigt, at der er stor interesse for både de offentligt- og privatrettede uddannelser.

Stadig stor interesse for VIAs uddannelser

Hun har ingen entydig forklaring på, hvorfor antallet af ansøgere til nogle VIA-uddannelser er faldet, mens ansøgertallet til andre af VIAs uddannelser er steget.

”Forklaringen er formentlig, at der altid er nogle videregående uddannelser, der er mere populære end andre, og det kan erfaringsmæssigt skifte fra år til år – blandt andet på baggrund af beskæftigelsessituationen og på grund af positiv eller negativ omtale i medierne af nogle fag frem for andre,” fastslår Louise Gade.

Hun mener, at den fortsatte store søgning til VIA beviser, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som veksler mellem teori og praksis, og som giver mulighed for at sætte aftryk på samfundet som eksempeltvist lærer, pædagog, sygeplejerske, ingeniør og bygningskonstruktør.

”Professionsbacheloruddannelsernes dna er jo, at den teori, de studerende lærer på uddannelsen, skal kunne bruges direkte i job fra dag ét på arbejdspladsen. Derfor er uddannelserne meget målrettede og praksisnære – samtidig med at de gør meget ud af at klæde de studerende på med den seneste forskningsviden, med de kompetencer, arbejdsmarkedet efterspørger, med dannelse og med et innovativt mindset til at tænke nyt til gavn for samfundsudviklingen,” siger VIAs nye prorektor, Louise Gade.

De endelige tal kommer 5. juli

Louise Gade pointerer, at der først er ansøgningsfrist til de videregående uddannelser gennem kvote 1 den 5. juli, og at VIA optager flest studerende (gennemsnitligt 64 procent) gennem kvote 1. Derfor er det først til sommer, at VIA får overblik over årets samlede antal ansøgninger.

Ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked fredag den 26. juli, om de er optaget på en ønsket videregående uddannelse eller ej.

Louise Gade forventer igen i år et meget stort antal kvote 1-ansøgere til VIAs over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland, så der bliver fyldt op på langt de fleste af VIAs uddannelser.

Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Prorektor Louise Gade, VIA University College
T: 87 55 19 99
E-mail: loug@via.dk
Louise Gade er dog på tjenesterejse i udlandet 14.-16. marts og kan derfor være vanskelig at træffe 15. marts. Men hun er til rådighed for interviews 15. marts kl. 17.00-19.00.

Chef for Studieservice Helle Doktor Simonsen, VIA University College
T: 87 55 10 20
E: heds@via.dk

Journalist ved VIA University College, Lene Rasmussen
T: 87 55 14 15
E: lenr@via.dk

Se mere information

Se tal og info om kvote 2-søgningen til VIAs uddannelser på:
https://www.via.dk/om-via/presse/kvote-2

Fakta:

Hvad er kvote 2?

I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvist job, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på.

Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00.

Ansøgningsfristen gennem kvote 1 er 5. juli kl. 12.00. I kvote 1 bliver ansøgerne alene vurderet og optaget på uddannelser på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.

Både kvote 2- og kvote 1-ansøgerne får besked om optagelse den 26. juli 2019.

Fakta om VIA University College

  • VIA er en professionshøjskole med cirka 19.000 studerende på mere end 40 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 byer i Region Midtjylland. VIA uddanner blandt meget andet til ingeniør, lærer, pædagog, sygeplejerske, bygningskonstruktør, designer, filmanimator, socialrådgiver, fysioterapeut og bioanalytiker.
  • VIA er med 20.000 kursister årligt en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer enkelt-uddannelser i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIA er kåret som Danmarks mest entreprenante uddannelsesinstitution af Fonden for Entreprenørskab i både 2014 og 2018.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i en række forskningscentre. Aktiviteterne foregår i tæt samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner og organisationer.
  • VIA har fokus på det internationale område gennem blandt andet uddannelseseksport, udenlandske studerende på VIAs uddannelser og danske VIA-studerende på praktik- og studieophold i udlandet.

Nøgleord

Billeder

Information om VIA University College

VIA University College
VIA University College
Hedeager 2
8200 Aarhus N

87 55 00 00http://via.dk/

Fakta om VIA University College:

  • VIA er en professionshøjskole med 20.000 studerende og 42 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
  • VIA understøtter velfærdssamfundet ved blandt andet at uddanne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, bioanalytiker og professionsbachelor i skat. Målrettet det private erhvervsliv udbyder VIA blandt andet uddannelser til ingeniør, bygningskonstruktør, designer og filmanimator.
  • VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
  • VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i syv forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.

Læs mere om VIA University College på www.via.dk

Følg pressemeddelelser fra VIA University College

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VIA University College

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye