1000 forslag til nye idrætsfaciliteter

I slutningen af 2021 iværksatte Danmarks Idrætsforbund (DIF) initiativet ’Danmark Mangler’. En online platform med et interaktivt danmarkskort, hvor alle kunne foreslå en ny idrætsfacilitet eller opdatering af en eksisterende i deres nærområde.
Formålet var at give idrætsinteresserede danskere en stemme op til kommunalvalget med muligheden for at sætte fokus på helt konkrete ønsker. Ønsker, som kunne danne grobund for lokal dialog om nye idrætsinvesteringer i den enkelte kommune.
Platformen blev lukket for forslag efter valget, og nu har DIF samlet op på forslagene, som blandt andet tæller et hav af ønsker om nye svømmehaller, fodboldbaner og faciliteter til outdoor-aktivitet. Men også en lang række ønsker om udbygning og modernisering af eksisterende faciliteter og bedre rammer for skating og andre urbane idrætter.
”De aktive borgere og frivillige i foreningslivet er tættest på de lokale idrætsfaciliteter. De ved, hvad de efterspørger, og derfor er det oplagt at give dem en stemme i debatten om udviklingen af endnu mere aktive byer. Det har de fået på en let tilgængelig platform, og de konkrete forslag til fx renovering af idrætsanlæg, nye klubfaciliteter eller udvikling af støttepunkter i naturen kan supplere kommunernes langsigtede og strategiske beslutninger”, siger DIF-konsulent Lasse Lyck.
Kreativitet i storbyerne
Ikke uventet var der mange ønsker til faciliteter i landets største byer med hovedstaden som højdespringer, hvor befolkningstætheden udfordrer idrættens rammer. Noget, der kan føre til ventelister i foreningerne og lavere idrætsdeltagelse som konsekvens.
Derfor gælder det især i de store byer om at tænke ud af boksen, når der skal findes plads til nye idrætsfaciliteter. Eller når eksisterende faciliteter skal udbygges, så de kan rumme endnu flere aktiviteter.
”Der er stor kreativitet og innovation i mange af forslagene. Ikke mindst i de store byer, hvor der er behov for mere kapacitet, og flere af forslagene bygger på idéen om at passe faciliteter ind i byrummet. Der er forslag til fælles grejbanker, klubfaciliteter på skoler, faciliteter i tomme bygninger og andre idrætsfaciliteter i konkrete byrum. Spændende forslag og idéer, som kommunerne og idrættens forbund bør se nærmere på og understøtte yderligere”, siger Lasse Lyck.
Nyt liv til gammel lagerhal
Der er allerede mange gode eksempler på nyskabende idrætsfaciliteter i byrummet og i bygninger, der engang havde et andet formål. Alt fra basketballbaner under broer, boldbure og indendørs beachvolley til fitnessredskaber i parker og på toppen af parkeringshuse.
Det bør der ifølge DIF tænkes endnu mere i, og idrætsforeningerne kan også drage nytte af de mere utraditionelle rammer. Det gør de fx i Randers, hvor gymnastikforeningen RGF har fået markant flere medlemmer, siden de indtog en gammel lagerhal i udkanten af byen. I den nye ramme kunne de nemlig bedre supplere deres traditionelle aktiviteter med nyere tilbud som CrossGym, parkour og dans.
”Vi overtog lagerhallen i 2012 og indrettede fire sale til vores forskellige aktiviteter. Her kunne vi fx tilbyde indendørs CrossGym, som tiltrak en del nye medlemmer og målgrupper. Og da vi samtidig fik mulighed for at afvikle flere voksenhold parallelt med børneholdene, fik vi også flere medlemmer blandt børneforældrene”, siger forretningsfører i RGF Torben Kjeldsen.
Lagerhallen i Randers ramte altså et lokalt behov for en ny facilitet. Det samme kan blive tilfældet for nogle af de borgerforslag, der kom i forbindelse med Danmark Mangler, som kan være med til at styrke den lokale viden om konkrete behov for bedre fysiske rammer til idræt.
FAKTA:
• Der kom i alt 1.004 forslag på platformen ’Danmark Mangler’ op til kommunalvalget i 2021.
• Københavns Kommune var med 106 forslag den kommune med flest forslag.
• Svømmehaller var med 118 forslag den mest foreslåede facilitetstype, mens fodboldbaner indtog andenpladsen med 101 forslag. Andre - og måske mere overraskende højdespringere - var discgolfbaner, skatingfaciliteter og padelbaner.
• Alle forslag kan findes på www.danmarkmangler.dif.dk og kommuner kan med henvendelse til DIF få kontaktinfo på konkrete forslag.
• Ideen til ’Danmark mangler’ er inspireret af Aarhus Kommune, som i 2019 gennemførte et lignende initiativ.
• OBS: Antallet af forslag til specifikke idrætsfaciliteter er ikke et sandhedsbillede på manglen eller interessen. Det samme gælder forskellene mellem antallet af forslag i hver kommune. Det er for eksempel forskelligt, hvem der har hørt om ’Danmark Mangler’ og grebet muligheden for at foreslå konkrete idrætsfaciliteter. Det er derfor DIF’s ambition, at kommunerne og idrættens specialforbund arbejder kvalitativt med forslagene og lader sig inspirere af mulighederne for fremover at få flere involveret i udviklingen af idrætsfaciliteter.
Nøgleord
Kontakter
Lasse Lyck, PA-konsulent i DIF: Tlf. 24 90 41 26
Torben Kjeldsen, forretningsfører i idrætsforeningen RGF: Tlf. 40 11 96 08
Morten Bolvinkel, kommunikationskonsulent i DIF: Tlf. 60 60 76 12
Billeder
Information om Danmarks Idrætsforbund
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og knap 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Ny undersøgelse: Tidlig kropslig dannelse er afgørende for et aktivt liv3.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den motoriske udvikling i de tidlige år har stor betydning for vores idrætsaktivitet, viser en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut. Et godt lokalt samarbejde mellem idrætsforeninger og dagtilbud er nøglen til at få flere med, mener DIF.
Mads Pedersen er første finalist i kampen om at blive Årets Sportsnavn 20253.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med en sæson præget af rekorder, trøjer og store triumfer er Mads Pedersen nu den første af tre finalister til at vinde prisen som Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025.
Vejlebroskolen 0.B i Ishøj blandt vinderne af DIF Skole OL26.11.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Eleverne i 0. klasse har bevæget sig til tops i den landsdækkende Skole OL-konkurrence, der samler tusindvis af børn om leg, fællesskab og motion.
Varnæs Skole i Aabenraa vinder DIF Skole OL: 2.A blandt landets mest aktive klasser26.11.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Eleverne fra 2.A på Varnæs Skole er kåret som vindere af Skole OL for indskolingen, hvor over 29.000 elever fra hele landet har deltaget i fællesskabsfremmende bevægelsesaktiviteter.
Tre københavnske klasser blandt vinderne af Skole OL: Børn i bevægelse og fællesskab26.11.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Elever fra Tove Ditlevsens Skole, Gerbrandskolen og Langelinieskolen har vundet Skole OL for indskolingen – en landsdækkende klassekonkurrence med over 29.000 tilmeldte.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



