Falck

10-årig dreng redder sin ven og hædres med Den Gyldne Sofus

20.5.2017 14:25 | Falck

Del

Carl Emil Smith fik hurtigt reddet sin ven op fra den iskolde sø ved Børkop Mølle, som han i vinters var faldet i. For denne indsats modtager han Den Gyldne Sofus.

Der var ikke meget tid at handle i, da Carl Emil Smith så sin ven Tobias Hjorth falde i søen ved Børkop Mølle og gå gennem isen og ned i det iskolde vand. Heldigvis tøvede Carl Emil Smith ikke med at gribe fat i sin vens arm og trække ham op af vandet. Herefter hjalp han Tobias Hjorth ind i restauranten ved Børkop Mølle og sørgede for, at han fik sit våde tøj af, noget varmt at drikke og ringet efter sine forældre. Carl Emil Smith lånte vennen sin jakke og ventede sammen med ham, til Tobias Hjorths mor ankom.

Det er Tobias Hjorth selv, der har valgt at nominere Carl Emil Smith. ”Han er en helt”, skriver han blandt andet i indstillingen af sin ven.

Carl Emil Smith blev kåret som vinderen af Den Gyldne Sofus 2017 ved et stort prisoverrækningsshow i forbindelse med afholdelsen af den store Falck-dag i LEGOLAND den 20. maj. Han får udover hæderen en Nintendo SWITCH, et gavekort til Nordisk Films biografer og en tur på Jensens Bøfhus for hele familien.

Den Gyldne Sofus er i samarbejde med Børneulykkesfonden blevet uddelt en gang årligt siden 2011 til et eller flere særligt heltemodige børn.

Carl Emil Smith var sammen med fire andre børn nomineret til at vinde Den Gyldne Sofus 2017, fordi de hver især har hjulpet andre mennesker på forskellig vis. De belønnes alle med et gavekort på 500 kroner til Fætter BR for deres indsats. Her kan du læse deres historier:

Michella Schlüter, 12 år.

Da Michella Schlüter fandt sin far livløs på badeværelsesgulvet, formåede hun trods den alvorlige situation at tænke hurtigt og fik ringet 112 og gav sin far hjertemassage, indtil ambulancefolkene ankom og kunne tage over. Michella Schlüter var i stand til at tænke klart og fik lukket familiens hunde ind i et værelse, så ambulancefolkene kunne få fred til at arbejde. Ulykkeligvis mistede Michella Schlüter sin far.

Jeppe Roed, 4 år.

Fire-årige Jeppe Roed var i børnehave i Gudenådalens Fribørnehave og legede sammen med sine venner i gangen, da en taske faldt ned fra en reol og landede oven i et stearinlys. Der gik ild i tasken, og Jeppe Roed løb straks efter hjælp og fik fat i en pædagogmedhjælper, der hurtigt fik slukket branden. Jeppe Roed udviste trods sin unge alder stor ansvarlighed og fik forhindret branden i at brede sig til resten af børnehaven.

Gustav Nyholm, 8 år.

Da Gustav Nyholm en dag i februar kom hjem fra skole, fandt han sin mor liggende på gulvet i kramper. Gustav ejer ikke en mobiltelefon, men tænkte hurtigt og fik kontaktet sin far via en iPad. Gustav Nyholms far ringede 112, og Gustav Nyholm gik på eget initiativ ud for at tage imod ambulancen for at vise redderne, hvor de skulle gå hen for hurtigst muligt at kunne hjælpe hans mor. Moren har det i dag efter omstændighederne godt takket været Gustav Nyholms hurtige reaktion, da det virkelig gjaldt.

Ninna Kristiansen, 10 år.

Ninna Kristiansens bedste veninde Sif blev for to år siden ramt af leukæmi og senere også hjertestop, og Sif var som følge heraf kun i stand til at trække vejret selv. Ninna Kristiansen har været en trofast støtte hele vejen i venindens kamp for at få det bedre. Hun har været ved Sifs side gennem de mange kontrolbesøg på hospitalet og gennem hendes genoptræningsforløb, og hun har vist sig som en ægte ven, der holder ved, selv når livet er allermest hårdt.

For yderligere informationer kontakt Falcks kommunikationsafdeling på 70220307 eller Børneulykkesfonden på 30377722

Forslag til billedtekst: Årets vinder af Den Gyldne Sofus er Carl Emil Smith, der i vinters reddede sin ven Tobias, som han her står sammen med, op af det iskolde vand i søen ved Børkop Mølle.

Nøgleord

Billeder

Information om Falck

Falck
Falck
Polititorvet
1780 København V

70 10 20 31http://www.falck.dk/

Følg pressemeddelelser fra Falck

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Falck

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum