10 år i Sydsudan: Ikke engang nødhjælpsarbejdere er sikre
Selv om landet har været uafhængigt i ti år, står det skidt til i Sydsudan. Konflikt og vold er hverdag, og i fem af årene har landet været kastet ud i borgerkrig. I dag vurderes 8,3 millioner mennesker – mere end to tredjedele af befolkningen – at have et stort behov for humanitær hjælp og beskyttelse.
Allerede før uafhængigheden havde regionen enormt brug for hjælp, og Læger uden Grænser har derfor været til stede siden 1983. I en ny rapport beskriver organisationen de seneste 10 år, hvor behovene trods uafhængighed ikke er blevet mindre.
1,6 millioner er stadig internt fordrevet, og selv ikke nødhjælpsarbejdere, som yder hjælp og redder liv, kan være i sikkerhed. Siden uafhængigheden er 176 blevet dræbt, herunder 24 medarbejdere fra Læger uden Grænser. Fem af drabene skete, mens medarbejderne var på arbejde.
En af Læger uden Grænsers medarbejdere fortæller om sin oplevelse i 2017:
”Det er et farligt arbejde, vi udfører som sundhedsmedarbejdere. Vi følger befolkningen, hvor de er og tager hen. På et tidspunkt brugte jeg otte timer sammen med andre i et sumpområde, hvor vi gemte os fra bevæbnede mænd. Fem mennesker blev skudt og døde omkring mig i den periode. Jeg kan huske, at jeg så en mor, der holdt sit barn og forsøgte at amme ham. Hun vidste ikke, at barnet var dødt.”
Under borgerkrigen måtte millioner flygte fra deres hjem, og næsten 400.000 mennesker mistede livet. Mange var etnisk motiverede drab på civile, herunder både børn og ældre. Nogle af de mest ekstreme voldsepisoder er sket på steder, hvor man burde kunne være i sikkerhed, fx på hospitaler, hvor patienter og folk, der havde søgt tilflugt, blev dræbt i nogle brutale angreb.
I 2011, da uafhængigheden blev en realitet, var der mindst 30 humanitære kriser i gang. Og volden har både haft store direkte og indirekte konsekvenser. Den har gjort adgangen til lægehjælp sværere, såsom muligheden for at blive vaccineret. Samtidig er risikoen for smittespredning steget, for i lejrene for de internt fordrevne er forholdene usle. Der mangler ofte det mest basale som adgang til nok mad, rent vand, ordentlige toiletter og et nogenlunde sted at bo.
Mens det stod værst til i landet, registrerede vi dagligt 3-5 børn i lejrene, der døde af sygdomme, som kunne være undgået. Malaria er den største dræber, og derfor er en stor del af hjælpen, vi yder, forebyggelse og behandling af malaria. Gennem de ti år har vi behandlet 2,3 mio. malariatilfælde.
Den humanitære krise er kun blevet værre af, at Sydsudan har et svagt, underfinansieret sundhedssystem, som mange steder er ødelagt, andre steder overset. I 2020 var der omkring 2.300 sundhedsfaciliteter, men 1.300 kunne ikke tage imod patienter.
Selv hvis Sydsudan udvikler sig positivt, vil landet fortsat være sårbart, hvis en ny krise rammer i den nærmeste fremtid. Derfor fortsætter Læger uden Grænser sit engagement i landet.
Læger uden Grænser i ti år i Sydsudan:
- 9,2 millioner ambulante konsultationer udført
- 2,3 mio. tilfælde af malaria behandlet
- 146.000 patienter med fejlernæring behandlet
- 635.000 vaccinationer mod mæslinger gennemført, og flere end 14.700 behandlet for mæslinger
- 23.000 behandlet for kala azar, en parasitsygdom
- 53.000 konsultationer om psykisk helbred udført
- 47.000 patienter behandlet for fysisk vold
- 52.500 kirurgiske indgreb gennemført
- 515.000 patienter indlagt, herunder 182.000 børn under fem år
Nøgleord
Kontakter
Pressetelefon, Læger uden Grænser
Tlf:29702979Vedhæftede filer
Information om Læger uden Grænser (MSF)
Læger uden Grænser er verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation. Flere end 35.000 medarbejdere redder hvert år millioner af liv verden over. Vi hjælper ofre for krige, konflikter og katastrofer, men kæmper også for adgang til livsvigtig medicin og behandling
Følg pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)
Læger uden Grænser til statsministeren: ”Danmark må sørge for håndgribelig handling i Gaza”5.9.2025 15:21:49 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har en unik mulighed for at sætte retningen for EU-landene under det danske EU-formandskab. Det skal udnyttes, understregede Læger uden Grænsrs internationale generalsekretær over for statsministeren ved møde.
Læge i Gaza: ”Jeg har aldrig set noget lignende – situationen er mere end kritisk”17.7.2025 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Underernæring har nået sit højeste i Gaza. Nødhjælp er stadig voldsomt begrænset og decideret livsfarlig at modtage. Og EU gør slet ikke nok for at stoppe den brutalitet, der dag for dag bliver værre, lyder det fra Læger uden Grænser.
Angreb på Læger uden Grænser er næsten fordoblet siden 2020: Danmark må kæmpe for krigens regler12.6.2025 06:47:00 CEST | Pressemeddelelse
I en ny rapport melder Læger uden Grænser, at angreb mod deres medarbejdere, patienter og faciliteter stiger år for år. Organisationen insisterer på, at den danske regering går forrest og sikrer, at lægehjælp beskyttes i krig og konflikt.
Læger uden Grænser: Gaza er blevet en massegrav for palæstinenserne – og for dem, der hjælper dem16.4.2025 10:14:00 CEST | Pressemeddelelse
Palæstinensiske liv bliver endnu engang systematisk ødelagt, advarer Læger uden Grænser, tre uger efter våbenhvilens ophør. En række dødelige angreb viser igen en total mangel på respekt for menneskeliv og for humanitære og medicinske medarbejdere i Gaza.
Her er de kriser, vi glemte i 202429.12.2024 08:08:18 CET | Pressemeddelelse
Sygdomme, der koster liv i det globale syd, seksuel vold i flygtningelejre og én af verdens farligste flygtningeruter har fået meget lidt opmærksomhed det seneste år, selv om det er kriser, som foregår lige nu. Men vi skal insistere på ikke at glemme dem, mener Læger uden Grænser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum