1-1-2 redegørelse: Det største problem er medarbejdernes trivsel og dårligt arbejdsmiljø
Politikerne i Forretningsudvalget fik i formiddag præsenteret redegørelse for køopkald til regionens 1-1-2 Vagtcentral dvs. opkald, som ikke går igennem ved første viderestilling fra Alarmcentralen. Den eksterne undersøger Mads Koch Hansen har stået i spidsen for redegørelsen.
Undersøgelsen er lavet med bistand fra Center for Sundhed og Center for HR og Uddannelse i Region Hovedstaden. Politikerne har nu en uge til at læse og drøfte i deres partigrupper, hvordan de stiller sig til redegørelsen, der skal endeligt behandles på møde i regionsrådet tirsdag den 12. oktober.
”Mads Koch Hansen har lavet en grundig redegørelse, og jeg noterer to meget vigtige pointer. Borgerne får hjælp, når de ringer 1-1-2 og viderestilles til regionens 1-1-2 Vagtcentral, men medarbejderne har været bekymrede for det pres, som er oplevet de seneste måneder – og er bekymrede for fremtiden, hvis der ikke gøres noget. Den anden pointe er, at der er væsentlige udfordringer med arbejdsmiljøet og tilliden til, at medarbejdere frit kan rejse bekymringer,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), der er tilfreds med, at der allerede er taget en række relevante initiativer ift. kapacitet og ledelse.
Det fremgår af redegørelsen, at der ikke er noget i data, der indikerer, at det har haft en sundhedsfaglig betydning, at der ifm. et køopkald har været en forsinkelse i responsen til borgeren. Alle opkald er håndteret, og der er ikke identificeret et tabt opkald. En kvalitativ analyse fra en travl weekend i september peger desuden på, at procedurer for håndtering af opkald, som ikke kan stilles direkte videre til en sundhedsfaglig visitator på 1-1-2 Vagtcentralen, er blevet fulgt, og at der er ydet relevant hjælp til alle borgere. Den ekstraordinære travlhed fra juni og frem har imidlertid presset medarbejderne og medført flere bekymringshenvendelser fra medarbejderne til ledelsen.
Tilliden skal genopbygges
Mads Koch Hansen kommer i redegørelsen med 17 anbefalinger, der både skal sikre hurtig respons og bedre brug af ressourcerne i vagtcentralen, øge medarbejdernes trivsel samt understøtte den faglige udvikling. Endelig anbefales en fortsat indsats for at understøtte, at borgerne bruger 112, 1813 og egen læge på en hensigtsmæssig måde.
”Regionsrådet skal efter min mening på tirsdag give koncerndirektionen en klar og tydelig opgave. Koncerndirektionen skal med en tæt ledelsesmæssig opfølgning sikre, at Akutberedskabets øverste ledelse hurtigt tager de nødvendige initiativer til at genoprette en kultur, der fremmer trivsel, tillid og åbenhed mellem medarbejde og ledere i 1-1-2 Vagtcentralen og andre relevante steder i organisationen,” siger Lars Gaardhøj, og understreger, der meget hurtigt skal skabes mærkbare forandringer.
”Administrationen skal inden på tirsdag fortælle os, hvad der skal til for at skaffe tilstrækkeligt med personale, så vi kan få reduceret køopkald til et minimum og sikre en hurtigt respons til borgere og ordentlige forhold for medarbejderne. Vi skal have genopbygget borgernes tillid til akutsystemet – og vi skal have genopbygget medarbejdernes tillid til deres ledelse,” slår regionsrådsformanden fast.
17 anbefalinger
Politikerne gav på mødet udtryk for, at koncerndirektionen skal arbejde med samtlige 17 anbefalinger fra redegørelsen.
Der er procedurer, der sikrer at alle opkald håndteres. Og der er ikke data, som indikerer, at et køopkald og dermed en forsinket respons har haft direkte sundhedsskadelige konsekvenser for en borger, men hvis det fuldstændig skal udelukkes, skal hvert enkelt køopkald undersøges.
”Det er vigtigt for politikerne, at ledelsen i Vagtcentralen fremadrettet kigger på hvert eneste køopkald, men vi vil også bede administrationen komme med et forslag til, hvordan vi sikrer os, at der ikke gemmer sig noget i de 588 køopkald fra sommerens travlhed, hvor der ikke blev svaret indenfor de to gange 22 sekunder og i stedet sendt en elektronisk blanket til Vagtcentralen,” siger Lars Gaardhøj.
På regionsrådsmødet 12. oktober skal politikerne tage stilling til koncerndirektionens tilbagemelding på politikernes bestilling - herunder at prioritere de penge, der i givet fald skal til.
Yderlige info via Region Hovedstadens presse på 7020 9588 eller presse@regionh.dk
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Medvind til delecykler: Kommuner sikrer en grøn transportmulighed et år mere9.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Efter en forsøgsperiode, hvor Region Hovedstaden har sat dele-elcykler ud i ti forstadskommuner i hovedstadsområdet, har syv kommuner nu valgt at overtage finansieringen af delecyklerne. Kommunernes opbakning giver ordningen nyt liv frem mod letbanens åbning.
Mennesker med allergi skal have hurtigere hjælp3.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Større samarbejde på tværs af sektorer, flere læger med specialistviden inden for allergi og mere forskning skal styrke den fremtidige behandling af mennesker med allergi.
Flere sikkerhedsassistenter på Region Hovedstadens hospitaler30.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Politikerne i Region Hovedstaden har besluttet at afsætte ca. 48 mio. kr. til blandt andet sikkerhedsassistenter, karmscannere og overfaldsalarmer for at styrke sikkerheden for medarbejdere og patienter.
1.600 kvinder og par har fået fertilitetsbehandling til andet barn det sidste år29.12.2025 11:51:05 CET | Pressemeddelelse
Fra 1. december 2024 har familier kunne få gratis hjælp til fertilitetsbehandling til barn nummer to, og på Region Hovedstadens fire fertilitetsklinikker har man haft travlt med hjælpe de mange familier.
Hedeture og søvnbesvær: Sådan vil Region H støtte ansatte i overgangsalderen23.12.2025 07:15:00 CET | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden har besluttet at indføre en række indsatser målrettet kvindelige ansatte i overgangsalderen. Fremover skal overgangsalder indgå i MUS-samtaler, og ledere skal have viden om overgangsalder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
