Nord.investments A/S

NORD.investments A/S søger om optagelse på Nasdaq First North Growth Market Denmark

22.4.2021 14:25:03 CEST | Nord.investments A/S | Optagelse til handel på First North

Selskabsmeddelelse nr. 1

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, DISTRIBUERES ELLER UDLEVERES HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL USA, AUSTRALIEN, CANADA ELLER JAPAN.

Denne selskabsmeddelelse udgør ikke et udbudsdokument. Ingen person bør købe eller tegne aktier i NORD.investments A/S (”NORD” eller ”Selskabet”), medmindre dette sker på grundlag af oplysningerne i det prospekt, som Selskabet har offentliggjort i forbindelse med udbuddet af aktier og ansøgning om optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Prospektet er tilgængelig på Selskabets hjemmeside: https://www.nord.investments/investor.

NORD.investments A/S, som tilbyder en digital platform med investorrådgivning målrettet private investorer (ofte refereret til som en ”robo-advisor”), der gør det nemt og billigt at investere langsigtet, offentliggør i dag et prospekt i forbindelse med et udbud af nye aktier og ansøgning om optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark.

Opsummering

  • Selskabet udbyder mellem 3.982.301 og 4.867.257 stk. nye aktier á nominelt DKK 0,10 til en fast udbudskurs á DKK 11,30 pr. aktie til private og institutionelle investorer i Danmark og Sverige (”Udbuddet”).
  • Gennemførelsen af Udbuddet vil tilføre Selskabet et bruttoprovenu på mellem DKK 45 og 55 mio.
  • I forbindelse med Udbuddet har i alt 32 investorer givet bindende forhåndstilsagn om at tegne 3.157.304 stk. nye aktier, svarende til et samlet tegningsbeløb på DKK 35,7 mio. Heraf er DKK 20,5 tegnet af nogle af Selskabets eksisterende aktionærer, heriblandt internationale FinTech-fonde og FinTech business angels.
  • Tegningsperioden løber fra mandag den 26. april 2021 til og med mandag 10. maj 2021.
  • Offentliggørelse af resultatet af Udbuddet forventes at ske den 11. maj 2021, og første handelsdag for Selskabets aktier (under symbolet ”NORD”) forventes at være den 21. maj 2021.

Et FinTech-selskab på en vækstrejse med en velafprøvet forretningsmodel

NORD har, siden stiftelse i 2015 som en reaktion mod høje omkostninger for investorer, været på en vækstrejse, hvor Selskabet indtil nu har tiltrukket en samlet investering på ca. DKK 30 mio. fra blandt andet internationale FinTech-fonde, venture capitalists (VCs), business angels og øvrige industrieksperter.

I dag har NORD over 3.700 aktive kunder (vækstet med 2,6x i 2020) og mere end DKK 1 mia. i assets under management eller AUM (vækstet med 2,9x i 2020), hvilket gør Selskabet til den næststørste robo-advisor i Danmark målt på AUM (den største er June udviklet af Danske Bank) og den største uafhængige robo-advisor i Danmark.

Selskabets omsætning består af gebyrer for investeringsrådgivning, herunder løbende overvågning og forslag til rebalancering af kundernes porteføljer samt gebyrer ved placering af handler på vegne af kunder. Den gennemsnitlige første indbetaling fra nye kunder er DKK 140.000 – og i gennemsnit stiger de samlede indbetalinger pr. kunde til i alt DKK 342.000 de første 36 måneder baseret på historisk data. Selskabet har et partnerskab med Saxo Bank, der leverer den underliggende infrastruktur til at håndtere kundernes indskud og værdipapirer.

NORD har bevist ”proof of scale” ved at have skaleret forretningen fra DKK 100 mio. i AUM til over DKK 1 mia. fordelt på over 3.700 kunder på blot to år. Selskabet har systematisk optimeret dets markedsføringsindsatser, og er nu klar til at vækste forretningen endnu mere. Selskabet agter derfor også at bruge 60% af nettoprovenuet fra udbuddet på vækst.

Stort markedspotentiale – både nationalt og internationalt

NORD er, som en robo-advisor, i et marked, der globalt set er i høj vækst med en compound annual growth rate (CAGR) på 35,4 procent. Selskabet oplever en øget efterspørgsel efter både robo-advisor ydelser og lavomkostnings-formueforvaltning, som Selskabet leverer.

I tredje kvartal af 2020 lancerede NORD, som den første robo-advisor i Danmark, mulighed for både at oprette en ny pension og flytte en eksisterende pension til NORD. Ifølge 2017-tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der i Danmark mere end 2,3 mio. pensionsdepoter med en samlet værdi på over DKK 500 mia., som er parkeret hos tidligere pensionsselskaber – såkaldte ”klatpensioner”. NORD ser stort potentiale i dette marked, og pension udgør allerede 5 procent af Selskabets AUM.

Prospekt og informationsmøder

Prospektet og yderligere information, herunder en tegningsblanket, er tilgængelig på Selskabets hjemmeside: https://www.nord.investments/investor.

Af Selskabets hjemmeside fremgår ligeledes planlagte investorarrangementer i Udbudsperioden. 

Detaljer om Udbuddet og ansøgning om optagelse til handel

  • Udbudsperiode: Fra den 26. april 2021 kl. 09.00 til den 10. maj 2021 kl. 16.00. Udbuddet kan ikke lukkes før tid.
  • Udbudskurs: DKK 11,30 pr. aktie á nominelt DKK 0,10.
  • Selskabskapital: Selskabet har 15.944.240 aktier á nominelt DKK 0,10 inden Udbuddet (de ”Eksisterende Aktier”), svarende til en selskabskapital på DKK 1.594.424.
  • Nye aktier: Udbuddet omfatter mellem 3.982.301 og 4.867.257 stk. nye aktier á nominelt DKK 0,10, svarende til et bruttoprovenu for Selskabet på mellem DKK 45 og 55 mio.
  • Forhåndstilsagn: I alt 32 investorer har givet bindende forhåndstilsagn om at tegne 3.157.304 stk. nye aktier, svarende et samlet tegningsbeløb på DKK 35,7 mio. Heraf er DKK 20,5 tegnet af nogle af Selskabets eksisterende aktionærer, heriblandt internationale FinTech-fonde og FinTech business angels.
  • Lock-up: Alle Selskabets eksisterende aktionærer, der samlet repræsenterer 100% af de Eksisterende Aktier samt warrant holders er underlagt lock-up i en periode på 12 måneder fra og med første handelsdag.
  • Resultat af Udbuddet: Offentliggørelse af resultatet af Udbuddet forventes at ske den 11. maj 2021 kl. 15.00.
  • Første handelsdag: Første handelsdag for Selskabets aktier på First North Growth Market Denmark forventes at være den 21. maj 2021.
  • Symbol: Selskabets aktier er søgt optaget til handel under symbolet ”NORD”.
  • Optagelse til handel: Selskabets eksisterende aktier samt nye aktier fra Udbuddet er godkendt til optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark på betingelse af, at udbuddet gennemføres, og at Nasdaq First North Growth Markets krav til aktionærspredning og free float opfyldes efter gennemførsel af Udbuddet.

Legal Disclaimer

Denne selskabsmeddelelse udgør ikke et prospekt. Ingen person bør købe eller tegne aktier i Selskabet, medmindre dette sker på grundlag af oplysninger i det prospekt, Selskabet har offentliggjort i forbindelse med udbuddet og optagelse af aktier til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Prospektet er vedlagt denne selskabsmeddelelse og er tilgængelig på Selskabets hjemmeside.

Denne selskabsmeddelelse udgør ikke et tilbud om at sælge eller en opfordring til at tilbyde at købe aktier udstedt af Selskabet i nogen jurisdiktion, hvor et sådant tilbud eller salg ville være ulovligt, og selskabsmeddelelsen og oplysningerne heri må hverken direkte eller indirekte distribueres eller offentliggøres i eller til sådanne jurisdiktioner.

De aktier, hvortil der henvises, er ikke og vil ikke blive registreret i henhold til U.S. Securities Act of 1933 med senere ændringer ("Securities Act") og må ikke udbydes eller sælges i USA undtagen i medfør af en registrering i henhold til eller undtagelse fra, eller i en transaktion, som ikke er underlagt, registreringskravene i Securities Act. Der er ingen hensigt om at registrere aktierne, hvortil der henvises, i USA eller foretage et offentligt udbud af aktierne i USA. 

I enhver medlemsstat i det Europæiske Økonomiske Område ("EØS-medlemsstat"), ud over Danmark, der har implementeret direktiv 2003/71/EF med senere ændringer (sammen med alle gældende gennemførelsesbestemmelser i de enkelte medlemsstater, "Prospektdirektivet"), er denne selskabsmeddelelse alene rettet mod og henvender sig alene til investorer i den pågældende EØS-medlemsstat, som opfylder kriterierne for fritagelse for forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt, herunder kvalificerede investorer som defineret i Prospektdirektivet som implementeret i den pågældende EØS-medlemsstat.

Forhold, der behandles i denne selskabsmeddelelse, kan udgøre fremadrettede udsagn, der ikke udgør historiske kendsgerninger. De fremadrettede udsagn i denne selskabsmeddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf en stor del er baseret på yderligere forudsætninger. Selvom Selskabet vurderer, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev foretaget, er de i sagens natur forbundet med betydelige kendte og ukendte risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold, der er vanskelige eller umulige at forudsige eller uden for virksomhedens kontrol. Sådanne risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold kan medføre, at de faktiske begivenheder afviger væsentligt fra de forventninger, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med de fremadrettede udsagn i denne selskabsmeddelelse. De oplysninger, synspunkter og fremadrettede udsagn, der er indeholdt i denne selskabsmeddelelse, er kun gældende pr. datoen for denne selskabsmeddelelses offentliggørelse og kan ændres uden varsel.

Kontakter

Anders Hartmann

CEO

NORD.investments A/S

anders@nord.investments

Sasja Dalgaard

Certified Advisor

Partner, Tofte & Co.

sd@toftecompany.com

Om Nord.investments A/S

NORD.investments A/S er en digital pension- og investeringsløsning, der gør det nemt og transparent at investere for den langsigtede investor. 
Vi mener at langsigtede investorer bør have en ordentlig og intelligent investeringsløsning med lave omkostninger. Vores mission er at bygge en transparent og uafhængig investeringsløsning der gør det nemt for alle at investere til lave omkostninger.

Vedhæftninger

Links

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye