Demant A/S

Demant A/S: Demant fuldfører akkvisition af ShengWang

14.6.2022 07:30:05 CEST | Demant A/S | Intern viden

Selskabsmeddelelse nr. 2022-11                                                  14. juni 2022

Demant fuldfører akkvisition af ShengWang   

 

 

Demant annoncerer i dag købet af de resterende 80 % af aktierne i ShengWang, således at Demant nu får fuldt ejerskab af det førende netværk af høreapparatklinikker i Kina. Akkvisitionen sker efter den minoritetsinvestering på 20 % i ShengWang, der blev annonceret den 4. marts 2022, og udgør en betydelig strategisk transaktion i Demants fortsatte rejse på høresundhedsområdet. Inklusive købesummen for den første minoritetsinvestering på 20 %, betaler Demant i alt RMB 1.750 mio. (DKK 1.855 mio.[1]) på kontant- og gældsfri basis for 100 % ejerskab, hvoraf RMB 1.450 mio. (DKK 1.537 mio.1) vil påvirke Demants pengestrømme i H2 2022. Det resterende beløb på RMB 300 mio. (DKK 318 mio.1) forfalder til betaling hen over de næste tre år. Akkvisitionen vil blive finansieret ved brug af eksisterende likvide reserver og allerede etablerede kreditfaciliteter.

 

Førende position på et hastigt voksende marked

Med en andel af det kinesiske detailmarked for høreapparater på ca. 5 % i 2021 er ShengWang med sine ca. 500 klinikker landets førende netværk af høreapparatklinikker. Det samlede marked for høreapparater i Kina var ca. 1 mio. styk i 2021, og vi skønner, at markedet vil opleve lave tocifrede årlige vækstrater i løbet af det næste årti som følge af en aldrende befolkning og af en øget penetrationsrate for høresundhedsløsninger. Det er Demants hensigt at bruge ShengWang som platform for betydelig vækst og til at styrke Demants markedsandel i Kina over de kommende år – både organisk ved at etablere nye klinikker og gennem akkvisitioner.

 

“Jeg er meget glad for at kunne byde mere end 1.300 nye medarbejdere velkommen til Demant-koncernen efter akkvisitionen af ShengWang. Kina er godt på vej til at blive et af de to største markeder for høreapparater i verden i dette årti, og ShengWang er allerede en stærk og betroet forretningspartner for Demant og har været det i adskillige år. Jeg ser frem til at fortsætte vores stærke samarbejde med henblik på at levere endnu bedre høresundhed til flere kinesiske brugere i fremtiden,” siger Søren Nielsen, koncernchef og administrerende direktør for Demant.

 

Finansiel effekt

For det seneste regnskabsår, der sluttede den 31. december 2021, rapporterede ShengWang en omsætning på RMB 309 mio. (DKK 295 mio.[2]) og en svagt positiv EBIT-margin[3]. Både omsætning og EBIT var imidlertid betydeligt påvirket af pandemien i 2021 og af etableringen af mange nye klinikker i de seneste år, som typisk er mindre lønsomme end mere modne klinikker. Som følge af coronavirus og lokale nedlukninger, der fortsat i væsentlig grad har påvirket det kinesiske marked for høreapparater i H1 2022, har ShengWang realiseret betydelig negativ vækst samt et negativt EBIT i H1, men de langsigtede vækstmuligheder for forretningen er fortsat meget gode.

 

Baseret på den nylige lempelse af restriktionerne og ud fra en antagelse om, at vi ikke vil se væsentlige nedlukninger resten af året, forventes væksten at blive positiv igen i H2 2022. Betinget af opfyldelsen af sædvanlige vilkår forventes transaktionen gennemført i begyndelsen af H2 2022, og den forventes at bidrage med lidt under 1 procentpoint til koncernens omsætningsvækst i 2022. Effekten på koncernens EBIT for 2022 forventes at blive stort set neutral, og vi forventer stadig at tilbagekøbe aktier for mere end DKK 2,5 mia. Som et resultat af transaktionen forventer vi, at koncernens gearing (NIBD/EBITDA) ved udgangen af 2022 vil være en anelse højere end vores mellem- til langsigtede mål på 2,0-2,5.

 

I et helt normaliseret marked forventer vi, at ShengWangs runrate for omsætningen vil ligge i omegnen af RMB 400 mio. I løbet af de kommende år forventes ShengWang at levere vækstrater over markedsvækstraten og gradvist at øge sin EBIT-margin, i takt med at netværket ekspanderer og modnes.

 

Om Demant

Demant er førende i verden inden for høresundhed og -teknologi og har siden 1904 været bygget på omsorg, sundhed og innovation. Koncernen leverer innovative teknologier, løsninger og know-how, der bidrager til at forbedre menneskers sundhed og hørelse. Koncernen, som har sit hovedkvarter i Danmark, beskæftiger ca. 18.100 medarbejdere globalt og leverer produkter til 130 lande, hvor vi skaber livsforandrende høresundhed. William Demant Fonden er hovedaktionær i Demant A/S, som er noteret på Nasdaq Copenhagen som en del af OMX C25-indekset.

 

Om ShengWang

ShengWang blev grundlagt i 1998 og har i adskillige år – og i særdeleshed efter introduktionen af Philips Hearing Solutions – været en værdsat partner for Demant-koncernen takket være et stærkt forhold til vores Hearing Aids-forretningsområde. I dag har ShengWang mere end 1.300 medarbejdere og driver dette ledende netværk af høreapparatklinikker i Kina.

 

 

Yderligere information:

Søren Nielsen, koncernchef og adm. direktør

Telefon +45 3917 7300

www.demant.com

Øvrige kontaktpersoner:

René Schneider, CFO

Mathias Holten Møller, Head of Investor Relations

Peter Pudselykke, Investor Relations Officer

Trine Kromann-Mikkelsen, VP Corporate Communication and Relations

[1] Baseret på en RMB/DKK-kurs på 1,06.

[2] Baseret på en RMB/DKK-kurs på 0,97.

[3] Ikkereviderede finansielle data.

Om Demant A/S

Demant is a world-leading hearing healthcare group that offers solutions and services to help people with hearing loss connect with the world around them. In every aspect, from hearing devices, hearing implants, diagnostics to audio and video solutions and hearing care all over the world, Demant is active and engaged. Our innovative technologies and know-how help improve people’s health and hear-ing. We create life-changing differences through hearing health.

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye