Demant A/S

Demant A/S: Frasalg af Hearing Implants

27.4.2022 08:01:11 CEST | Demant A/S | Intern viden

Selskabsmeddelelse nr. 2022-09                                                27. april 2022

Demant agter at frasælge sin Hearing Implants-forretning, men sikrer livslang support af eksisterende patienter

 

Demant har forhandlet en aftale med henblik på frasalg af sin Hearing Implants-forretning, Oticon Medical, til Cochlear Limited for et samlet beløb på DKK 850 mio. Transaktionen er resultatet af en evaluering af forretningsområdets strategiske muligheder, hvor man samtidig har vurderet, hvordan man bedst muligt sikrer livslang support af eksisterende patienter.

 

Siden etableringen af Hearing Implants-forretningen i 2007 har Demant investeret betydeligt i implantérbare løsninger til behandling af høretab, og Oticon Medicals medarbejdere har arbejdet utrætteligt på at bringe industriledende teknologi til tusindvis af patienter med mange store milepæle undervejs. Demant er imidlertid nu kommet til den konklusion, at udsigten til at blive en global leder inden for høreimplantater ikke er realistisk inden for en fornuftig tidshorisont uden uforholdsmæssigt store investeringer og en betydelig udvanding af koncernens lønsomhed. På denne baggrund har Demant besluttet at stoppe sine aktiviteter inden for høreimplantater.

 

Som et resultat heraf mener Demant, at det er i både patienters og selskabets interesse af frasælge sin Hearing Implants-forretning til Cochlear, som er global leder inden for implantérbare høreløsninger. Som et led i transaktionen har Cochlear forpligtet sig til at servicere Oticon Medicals eksisterende patienter nu og i fremtiden.

 

“At overvinde de udfordringer, der følger med at have et høretab – og at leve med implantatteknologi for at afhjælpe det – er en livslang rejse, og vi mener, det er bedst for vores patienter at fortsætte denne rejse med Cochlear. Vi vil gøre alt i vores magt for at sikre, at det tilsigtede frasalg får så lille en indvirkning som muligt på kunder, på patienter og på Oticon Medicals medarbejdere, som har leveret en indsats langt over forventning, og som er nogle af de skarpeste hoveder i industrien,” siger Søren Nielsen, koncernchef og administrerende direktør for Demant, og fortsætter:

 

“Demant er stadig fuldt ud dedikeret til høresundhed og audioteknologi. Vi vil fortsætte med at vokse og udvide inden for høreapparater, hørebehandling og diagnostik, hvor vi er i en unik position i forhold til at servicere brugere og kunder fra den første screening, over den første tilpasning til vedvarende personlig behandling, ligesom vi vil fortsætte med at udfolde det store vækstpotentiale inden for Communications med vores EPOS-brand.”

 

Dig Howitt, CEO & President for Cochlear, tilføjer: “Vi ser frem til at byde hele Oticon Medicals base af implantatkunder og -patienter velkommen til Cochlear-familien. Med afsæt i vores mission om at være innovative og levere forbedring af hørelse hele livet vil vi arbejde for at sikre, at Oticon Medicals kunder og patienter fortsat vil kunne have glæde af høreløsninger hele livet. Vi vil i tæt samarbejde med Demant sikre en gnidningsfri overgang af forretningen til Cochlear, så patienter også i de kommende år har adgang til Oticon Medicals nuværende teknologi. Vi vil udvikle næstegenerations-lydprocessorer og tilbyde ydelser, der over tid vil gøre det muligt for kunderne at overgå til og få glæde af Cochlears teknologiplatform. Købet af Oticon Medical vil give os større skala og sætte os i stand til at øge vores investeringer i forskning og udvikling og i vækstaktiviteter.”

 

Detaljer omkring transaktionen

Transaktionen involverer frasalg af Demants Hearing Implants-forretningsområde, som omfatter produktkategorierne cochlear-implantater (CI) og benforankrede høresystemer (BAHS). Af den samlede salgssum på DKK 850 mio. vil DKK 700 mio. blive betalt kontant ved gennemførelse af transaktionen og DKK 150 mio. inden for 18 måneder efter gennemførelse af transaktionen.

 

Betinget af regulatoriske godkendelser og opfyldelsen af andre sædvanlige vilkår forventes transaktionen gennemført i H2 2022, efter at relevante medarbejderudvalg er blevet konsulteret.

 

Finansiel effekt

I 2021 realiserede Hearing Implants en omsætning på DKK 512 mio. og et EBIT på DKK -117 mio., og forretningsområdet havde således en udvandende effekt på koncernens EBIT-margin på 1,2 procentpoint.

 

Resultatopgørelse i 2021*

Koncern

Hearing Implants

Koncern ekskl.
Hearing Implants

Omsætning

          18.418

             512

          17.906

EBIT

           3.386

            -117

            3.503

EBIT-margin

         18,4 %

             n.a.

         19,6 %

* Justeret for engangseffekter.

 

Fremadrettet vil Hearing Implants blive indregnet separat som en ophørende aktivitet i koncernens finansielle rapportering, og sammenligningstal vil blive tilpasset for at afspejle dette. Hearing Implants vil derfor hverken blive indregnet i koncernens EBIT eller indgå i koncernens forventninger til fortsættende aktiviteter.

 

At Hearing Implants ikke længere indgår i koncernens forventninger til 2022 har en positiv effekt på ca. DKK 150 mio. på koncernens forventede EBIT for helåret. Koncernen forventer således nu et EBIT på DKK 3.600-3.900 mio. (tidligere DKK 3.450-3.750 mio.). Effekten på de øvrige forventningsparametre er neutral.

 

I 2022 forventes overskuddet efter skat fra ophørende aktiviteter at blive negativt med ca. DKK 150-200 mio. Dette afspejler for hovedpartens vedkommende det forventede driftsunderskud i Hearing Implants, som kan blive påvirket yderligere i negativ retning af den udmeldte transaktion i perioden frem til gennemførelsen, og også visse engangseffekter som dagsværdireguleringer af aktiver og passiver, der afspejler den realiserede salgspris samt transaktionsomkostninger. Nettoeffekten af engangseffekterne forventes at være stort set neutral, men kan ændre sig i forbindelse med justeringer for arbejdskapital eller andre forhold.

 

Der er ingen ændringer i koncernens mellemlange til langsigtede forventninger.

 

Telekonference

Demant afholder en telekonference den 27. april 2022 kl. 14.00. For deltagelse i konferencen anvendes et af følgende telefonnumre: +45 7876 8490 (DK), +44 2037 696 819 (UK) eller +1 6467 870 157 (USA). Pin-koden er 314337. Præsentationen, som vil blive gennemgået på telekonferencen, vil blive uploadet på www.demant.com, kort før konferencen starter.

 

Om Demant

Demant er førende i verden inden for høresundhed og -teknologi og har siden 1904 været bygget på omsorg, sundhed og innovation. Koncernen leverer innovative teknologier, løsninger og know-how, der bidrager til at forbedre menneskers sundhed og hørelse. Koncernen, som har sit hovedkvarter i Danmark, beskæftiger ca. 18.100 medarbejdere globalt og leverer produkter til 130 lande, hvor vi skaber livsforandrende høresundhed. William Demant Fonden er hovedaktionær i Demant A/S, som er noteret på Nasdaq Copenhagen som en del af OMX C25-indekset.

 

Om Oticon Medical

Oticon Medical, som er en global virksomhed inden for implantérbare høreløsninger, er dedikeret til at bringe lyd ud til mennesker i alle livets stadier. De kompetencer, der findes i Oticon Medical, er opbygget gennem mere end et århundrede med innovation inden for lydbehandling og gennem flere årtier, hvor Oticon Medical har opbygget banebrydende erfaring inden for høreimplantatteknologi. Oticon Medical samarbejder med patienter, læger og hørespecialister for at sikre, at hver eneste høreløsning er skabt med brugernes behov for øje. Det er Oticon Medicals mål og passion at levere innovative løsninger og support, der øger menneskers livskvalitet og hjælper dem med at leve et fuldt liv – nu og i fremtiden.

 

Om Cochlear Limited

Mennesker har altid været Cochlears inspiration, lige siden professor Graeme Clark gav sig i kast med at skabe det første multi-kanal cochlear-implantat, efter at han havde set sin far kæmpe med høretab. Siden 1981 har Cochlear leveret mere end 650.000 implantater til mere end 180 lande og således hjulpet mennesker overalt i verden og i alle aldre med at høre. Som verdens førende virksomhed inden for implantérbare høreløsninger sætter Cochlear mennesker i stand til at gribe livets muligheder og byder dem velkommen i verdens største fællesskab for mennesker med høreimplantater.

 

På globalt plan beskæftiger Cochlear mere end 4.000 medarbejdere, som alle er passionerede, når det drejer sig om at skabe fremdrift, og som stræber efter at opfylde de behov, som mennesker med høretab har. Virksomheden skaber konstant innovation for at kunne møde fremtidige behov og har til dato investeret mere end AUD 2 mia. i forskning og udvikling for at skubbe teknologiens grænser og hjælpe flere mennesker med at høre.

 

 

Yderligere information:

Søren Nielsen, koncernchef og adm. direktør

Telefon +45 3917 7300

www.demant.com

Øvrige kontaktpersoner:

René Schneider, CFO

Mathias Holten Møller, Head of Investor Relations

Peter Pudselykke, Investor Relations Officer

Trine Kromann-Mikkelsen, VP Corporate Communication and Relations

Christian Fomsgaard Johansen, Communication Manager

 

Om Demant A/S

Demant is a world-leading hearing healthcare group that offers solutions and services to help people with hearing loss connect with the world around them. In every aspect, from hearing devices, hearing implants, diagnostics to audio and video solutions and hearing care all over the world, Demant is active and engaged. Our innovative technologies and know-how help improve people’s health and hear-ing. We create life-changing differences through hearing health.

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye