Monsenso

Monsenso planlægger en kapitalforhøjelse ved en fortegningsemission

22.10.2021 17:21:01 CEST | Monsenso | Corporate Action

Selskabsmeddelelse nr. 19-2021

København, 22. oktober 2021

"Meddelelsen indeholder intern viden"

Som meddelt i Selskabsmeddelelse nr. 18-2021 offentliggjort i dag, har bestyrelsen i Monsenso A/S (herefter ”Monsenso” eller ”Selskabet”), CVR-nr. 35 51 73 91 i dag besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 16. november 2021 kl. 14.00.

Eneste punkt på dagsordenen er et forslag fra bestyrelsen om at give den bemyndigelse til at gennemføre en kapitalforhøjelse gennem en fortegningsemission.

Forudsat at generalforsamlingen godkender bestyrelsens forslag om en fortegningsemission, er det bestyrelsens hensigt umiddelbart derefter at træffe beslutning om at udnytte bemyndigelsen og gennemføre en kontant kapitalforhøjelse ved udstedelse af nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer. Udbuddet påtænkes gennemført ved, at der for hver eksisterende aktie tildeles én tegningsret, og at der til tegning af to nye aktier skal udnyttes tre tegningsretter. Såvel de nye aktier som tegningsretterne forventes optaget til handel som et led i udbuddet.

De konkrete detaljer om den planlagte fortegningsemission vil blive offentliggjort i en separat selskabsmeddelelse, når og hvis bestyrelsen måtte træffe beslutning herom i forlængelse af generalforsamlingens godkendelse af bestyrelsens forslag.

For at skabe transparens omkring bestyrelsens planer omkring udnyttelsen af den foreslåede bemyndigelse og dermed sikre Monsensos aktionærer det bedst mulige beslutningsgrundlag, ønsker bestyrelsen med denne selskabsmeddelelse at offentliggøre hovedelementerne i det forventede udbud som følger:

  • Tegningskurs: DKK 2,25 pr. ny aktie med en nominel værdi på DKK 0,10.
  • Minimumsprovenu (brutto): DKK 10,5 mio.
  • Maksimumsprovenu (brutto): DKK 20 mio.
  • Fortegningstilsagn: Minimum DKK 1,5 mio. Omfatter såvel tilsagn om udnyttelse af tegningsretter som tegningstilsagn uden udnyttelse af tegningsretter.
  • Garanti: DKK 9 mio. fra Formue Nord.
  • Minimumsudbuddet forventes sikret ved kombinationen af garantien og opnåede fortegningstilsagn.
  • Tegningsretter: Tildeling af én (1) tegningsret for hver eksisterende aktie á nominelt DKK 0,10.
  • Udnyttelsesforhold tegningsretter: Der skal udnyttes tre (3) tegningsretter til at tegne to (2) nye aktier á nominelt DKK 0,10.
  • Tegningsretter forventes optaget til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark
  • De nye aktier forventes udstedt i en separat ISIN-kode, som ikke optages til handel. De nye aktier forventes efter udbuddets gennemførelse sammenlagt med ISIN-koden for Selskabets eksisterende aktier og forventes optaget til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark.
  • Nye aktier, som ved tegningsperiodens udløb, ikke måtte være tegnet ved udnyttelse af tegningsretter, vil kunne fordeles af bestyrelsen efter en på forhånd fastsat allokeringsplan til tegningsønsker fra investorer (uden tegningsretter), som er rettidigt og korrekt indleveret til Selskabet inden tegningsperiodens udløb.
  • Udbuddet forventes gennemført inden 31. december 2021.

Bestyrelsen skal dog understrege, at bestyrelsens endelige beslutning om en eventuel kapitalforhøjelse afventer og er betinget af godkendelse af bemyndigelsesforslaget på den indkaldte ekstraordinære generalforsamling, og at den endelige udbudsstruktur og udbudsvilkår først fastlægges endeligt af bestyrelsen på det tidspunkt.

Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:

Selskabet:

CEO
Thomas Lethenborg
Tlf. +45 21 29 88 27
E-mail: lethenborg@monsenso.com 

Chairman of the board
Maria Hjorth
Tel. +45 25 55 63 39

Certified Adviser:

Norden CEF A/S
John Norden
Tlf. +45 20 72 02 00
E-mail: jn@nordencef.dk

Om Monsenso

Monsenso er en innovativ virksomhed, som tilbyder en digital sundhedsløsning. Vores mission er at bidrage til bedre mental sundhed til flere personer og lavere omkostninger. Vores løsning bidrager til optimering af behandlingen for psykiske lidelser og giver et detaljeret overblik over patienters mentale sundhed via indsamling af data om mental tilstand, adhærens og adfærd. Løsningen forbinder patienter, omsorgspersoner og behandlere for at muliggøre en personligt tilpasset behandling, distancebehandling samt tidlig opsporing og intervention. Baseret på vedvarende forskning og udvikling er vores team opsat på at udvikle løsninger, der passer ind i brugernes liv, øger patienters livskvalitet og forbedrer effekten af behandlingen. Få mere at vide på www.monsenso.com

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye