Ørsted A/S

Ørsted opdaterer ledelsesstruktur og udnævner Rasmus Errboe til viceadministrerende direktør

21.3.2024 13:30:01 CET | Ørsted A/S | Andre oplysningsforpligtelser offentliggjort efter børsens regler

I kølvandet på lanceringen af sin opdaterede forretningsplan offentliggør Ørsted i dag ændringer i ledelsesstrukturen. Formålet er at forenkle strukturen og yderligere skærpe virksomhedens fokus på projektgennemførelse, finansiel disciplin, værdiskabelse, risikostyring og operationel effektivitet. Ørsted planlægger at investere 270 mia. kr. i vedvarende energi og derved mere end fordoble sin installerede kapacitet til 35-38 GW inden udgangen af 2030.

Som en del af den nye ledelsesstruktur har Ørsted fået et nyt Commercial-område under Rasmus Errboe, som udnævnes til viceadministrerende direktør og kommerciel direktør. Som følge af sin nye rolle bliver Rasmus Errboe en del af den registrerede ledelse i Ørsted A/S. Rasmus Errboe er i øjeblikket midlertidig koncernøkonomidirektør og har tidligere været regionsdirektør for Europa i Ørsted.

Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger:
"Jeg er glad for at kunne meddele, at Rasmus Errboe har sagt ja til rollen som viceadministrerende direktør og kommerciel direktør. Rasmus har gjort et rigtig godt stykke arbejde som regionsdirektør for Europa og senest som midlertidig koncernøkonomidirektør, og det har givet ham en omfattende forståelse af forretningen, hvilket gør ham til et stærkt match til den nye rolle."

Ørsted beholder sin nuværende organisationsstruktur med tre regioner (Region Asien og Stillehavsområdet, Region Europa og Region Amerika) i tråd med det allerede fastlagte kommercielle og geografiske fokus. Fremadrettet vil Ørsteds regionsdirektører, direktør for kommunikation og bæredygtighed og direktør for strategi, portefølje, innovation og digitalisering referere til den nye kommercielle organisation ledet af Rasmus Errboe.

Rasmus Errboe, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør, siger:
"Jeg er meget glad for at kunne påtage mig rollen som viceadministrerende direktør og kommerciel direktør i Ørsted. Jeg har været i Ørsted i mere end et årti, og jeg er fortsat dybt motiveret af og stolt over at være en del af vores rejse. Det centrale fokus for mig og teamet vil være at fortsætte med at levere på vores opdaterede forretningsplan."

Pr. 1. april 2024 vil Ørsteds koncernledelse være som følger:

  • Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør.
  • Rasmus Errboe, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør.
  • Trond Westlie, Executive Vice President og koncernøkonomidirektør.
  • Patrick Harnett, Executive Vice President og koncerndriftsdirektør.
  • Henriette Fenger Ellekrog, Executive Vice President og HR-koncerndirektør.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Global Media Relations
Carsten Birkeland Kjær
99 55 77 65
cabkj@orsted.com

Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.900 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2023 en omsætning på 79,3 mia. kr. (10,6 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og X.

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye