Vestjysk Bank A/S

Vestjysk Banks kvartalsrapport for 1. – 3. kvartal 2023

9.11.2023 08:47:00 CET | Vestjysk Bank A/S | Delårsrapport/Periodemeddelelse (Q1 og Q3)

Hovedpunkter for 1.-3. kvartal 2023

 

Vestjysk Bank realiserede i 1.-3. kvartal 2023 et meget tilfredsstillende resultat før skat på 906 mio. kroner. Resultatet er 575 mio. kroner bedre end for samme periode sidste år.

De stigende markedsrenter og afledt heraf en højere rentemarginal bidrager fortsat til en øget indtjening. Netto renteindtægterne udgør for perioden 929 mio. kroner, mod 594 mio. kroner i samme periode sidste år. En stigning på 36%. Desuden er udlånet i 2023 steget med ca. 1,1 mia. kroner (6,6%).   

Udover den positive effekt af de stigende renter bidrager især kursreguleringer positivt til periodens resultat. Kursreguleringerne udgør en indtægt på 152 mio. kroner, hvor de i samme periode sidste år var negative med 202 mio. kroner.

Banken har i 1. kvartal 2023 foretaget nedskrivninger på bankens ejendomme svarende til 17 mio. kroner, ligesom der er indregnet 18 mio. kroner til personaleomkostninger i forbindelse med tilpasning af bankens erhvervsstruktur.

Resultat af associerede virksomheder udgør et urealiseret kurstab på 29 mio. kroner mod en gevinst på 6 mio. kroner i samme periode sidste år. Udviklingen kan henføres til en negativ udvikling i Egns-Invest Tyske Ejendomme A/S som følge af de stigende renter og dermed øget afkastkrav på det tyske ejendomsmarked, hvilket har medført en værdiregulering af selskabets ejendomsportefølje.

Der ses fortsat ikke øget nedskrivningsbehov hos bankens kunder. Periodens nedskrivninger udgør en nettotilbageførsel på 113 mio. kroner mod en nettotilbageførsel på 73 mio. kroner i 2022.

Det er fortsat vurderingen, at der er betydelige risici i relation til den økonomiske udvikling. Det ledelsesmæssige skøn i forhold til nedskrivninger er derfor i 3. kvartal 2023 uændret 400 mio. kroner.

Vestjysk Banks resultat for 1.-3. kvartal 2023 i hovedpunkter (tal i parentes er sammenligningstal for 1.-3. kvartal 2022):

  • Resultatet før skat udgør 906 mio. kroner (331mio. kroner)
  • Egenkapitalen forrentes med 19,3% p.a. før skat (8,0% p.a.)
  • Basisindtægter udgør 1.559 mio. kroner (949 mio. kroner)
  • Kursreguleringer udgør 152 mio. kroner (-202 mio. kroner)
  • Udgifter til personale og administration udgør 689 mio. kroner (670 mio. kroner)
  • Omkostningsprocenten er på 48,2 (73,0). Eksklusive kursreguleringer er omkostningsprocenten 52,4 (60,5) 
  • Basisresultatet før nedskrivninger udgør 822 mio. kroner (252 mio. kroner)
  • Nettotilbageførsler på nedskrivninger på udlån og tilgodehavender m.v. udgør 113 mio. kroner (75 mio. kroner)
  • Kapitalprocenten udgør 25,8 (20,8). Overdækningen er 9,3 procentpoint svarende til 2.028 mio. kroner.

 

Forventninger til 2023

I forbindelse med årsrapporten for 2022 udmeldte banken en forventning om et resultat før skat i niveauet 650-725 mio. kroner.

Banken har i løbet af perioden opjusteret forventningerne til årets resultat før skat. Først 17. april 2023 og efterfølgende 14. juni og 18. september 2023 således, at årets resultat før skat forventes i intervallet 1.250-1.350 mio. kroner. Resultatforventningerne fastholdes.

 

 

Vestjysk Bank A/S


Kim Duus                                      Jan Ulsø Madsen
Bestyrelsesformand                        Adm. bankdirektør



Vestjysk Bank A/S
Industrivej Syd 13C
7400 Herning
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28

www.vestjyskbank.dk

Om Vestjysk Bank A/S

Vestjysk Bank er blandt de 10 største banker i Danmark og har 25 filialer i Øst-, Midt- og Vestjylland. Banken har hovedsæde i Herning, beskæftiger ca. 630 medarbejdere og kan dateres tilbage til 1874.

Banken har ca. 180.000 kunder og tilbyder en bred vifte af finansielle ydelser, herunder opsparing, finansiering, kapitalforvaltning samt pension til både privat- og erhvervskunder.  Banken har fem nicheområder; Landbrug, Fiskeri, Vedvarende energi, Private Banking og Storkunder.

I Vestjysk Bank har vi en ambition om at være Danmarks stærkeste lokalbank. Vi engagerer os aktivt i de lokalsamfund, vi er en del af og har fokus på at skabe en tæt relation til kunderne gennem nærværende og personlig rådgivning. Det er vores udgangspunkt for at skabe mest mulig værdi for både kunderne og banken.

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye