Suspendering af resultatforventningerne for 2020 og forslag om at halvdelen af udbyttet for 2019 udskydes
23.marts 2020
Med.nr 05/2020
Suspendering af resultatforventningerne for 2020 og forslag om at halvdelen af udbyttet for 2019 udskydes
Den 20. marts 2020 lå Topdanmark koncernens solvensgrad på nogenlunde samme niveau, som ved udgangen af 2019, hvor solvensgraden var 177. Solvensgraden er på den en ene side påvirket negativt af et lavere end forventet resultat for Q1 2020. På den anden side er solvensgraden påvirket positivt af en højere diskonteringsrente.
Det globale udbrud af coronavirus påvirker det forsikringstekniske resultat af skadeforsikring, resultatet af livsforsikring samt investeringsafkastet i Topdanmark koncernen ekskl. livsforsikring.
Det forsikringstekniske resultat for hele 2020 ventes kun at blive negativt påvirket af coronaudbruddet i mindre omfang.
I Q1 2020 og en tid frem vil det forsikringstekniske resultat imidlertid blive påvirket af et øget erstatningsniveau på rejseforsikring, men også områder som sundhedsforsikring, lønsikring, forsikring mod tab af erhvervsevne, driftstabsforsikring og arbejdsskadeforsikring kan blive ramt. Modsat vil det forsikringstekniske resultat blive positivt påvirket af regeringens corona-beredskab, som har medført et lavere samfundsmæssigt aktivitetsniveau i Danmark. Dette ventes at medføre et lavere erstatningsniveau på motor- og indboforsikring som følge færre trafikuheld og færre indbrud. Endvidere vil det forsikringstekniske resultat blive positivt påvirket af det stigende renteniveau. Topdanmark anvender solvens II’s diskonteringskurve med volatilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser. Siden udgangen af 2019 er diskonteringskurven steget bl.a. påvirket af, at volatilitetsjusteringen er steget fra 19 bp til cirka 70 bp.
Situationen omkring udbruddet af coronavirus medfører et forværret risikobillede, men med Topdanmarks robuste forretningsmodel ventes Topdanmarks forsikringstekniske resultat for hele 2020 kun at blive negativt påvirket af coronaudbruddet i mindre omfang.
De negative finansielle markeder, i forlængelse af coronaudbruddet, påvirker Topdanmarks livsforsikringsaktiviteter. Topdanmark forventer således ikke at kunne indtægtsføre ”Egenkapitalens risikoforrentning” i Q1 2020, fordi investeringsafkastet ikke vil være tilstrækkeligt til at kunne give det garanterede afkast ved udgangen af Q1 2020. Endvidere ventes investeringsafkastet af egenkapitalen i Topdanmark Livsforsikring at blive negativt i Q1 2020. For hele 2020 er risikoen for, at Topdanmark ikke kan indtægtsføre risikoforrentning, blevet større.
Topdanmark koncernen ekskl. livsforsikring havde ved udgangen af 2019 en eksponering mod aktier (1,1 mia. kr.) og CDO’s (0,6 mia. kr.) på 1,7 mia. kr. På grund af udbruddet af coronavirus er aktiemarkedet i den forløbne del af 2020 faldet med omkring 25 %. Dette påvirker Topdanmarks portefølje af aktier og CDO’s nogenlunde tilsvarende.
På grund af den nuværende volatile situation har Topdanmark valgt at suspendere resultatprognosen for 2020, indtil markedssituationen igen er tilstrækkeligt stabil til, at effekten af den usædvanlige situation kan vurderes. Udviklingen i den forløbne del af 2020 forventes at ville have en negativ påvirkning på resultatet for hele 2020. Dermed bliver resultatet efter skat og før afløbsresultat forventeligt lavere end den resultatprognose for 2020, som Topdanmark meldte ud i Q4-rapporten 2019 (Selskabsmeddelelse nr. 03/2020). Heri blev det meddelt, at Topdanmarks modelmæssige resultatprognose for 2020 lød på 950-1.050 mio. kr. efter skat og før afløbsresultat.
Det er fortsat Topdanmarks udbyttepolitik, at kapital, der ikke er nødvendig for at drive forretningen, udloddes til aktionærerne, og ophobning af unødvendig kapital undgås. Det er dog også Topdanmarks politik at optræde forsigtigt og undgå unødvendige risici.
Som en konsekvens af den volatile situation og det lavere forudsatte resultat for 2020 vil bestyrelsen derfor foreslå generalforsamlingen d. 2. april 2020, at der udbetales et udbytte på 8,5 kr. pr aktie. Når situationen er blevet normaliseret, vil bestyrelsen have mulighed for at udlodde de resterende 8,5 kr. af det annoncerede udbytte på 17 kr. pr aktie som et ekstraordinært udbytte. Dette vil i givet fald ske senere i 2020 eller i forbindelse med den ordinære generalforsamling i 2021.
Eventuelle henvendelser:
Steffen Heegaard, Kommunikations- og IR-direktør
Telefon: 44 74 40 17
Mobiltelefon: 40 25 35 24
Lars Thykier, Koncerndirektør
Telefon: 44 74 37 14
Topdanmark A/S
CVR-nr. 78040017
Borupvang 4
2750 Ballerup
Kontakter
Om Topdanmark A/S
Topdanmark er et af landets største forsikrings- og pensionsselskaber.
I mere end 100 år har vi hjulpet vores kunder med at passe på det, der betyder mest. Forebygge og begrænse skader. Sikre økonomisk tryghed før og efter pensionsalderen. Til gavn for både mennesker og miljø.
Det gør os til en attraktiv virksomhed – ikke kun for vores kunder, men også for vores medarbejdere, aktionærer og verden omkring os.
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum