
COVID-19: BankNordik suspenderer finansielle forventninger og tager forbehold for afholdelse af ordinær generalforsamling
Udbredelsen af COVID-19 virusen og myndighedernes heraf afledte tiltag for at dæmme op for spredningen vil på flere områder få indvirkning på såvel samfundsøkonomierne som de finansielle virksomheders finansielle resultater for 2020.
Uvisheden omkring varigheden og omfanget af COVID-19 situationen bevirker, at det for nærværende er vanskeligt at prognosticere hvilken effekt situationen i et mere langsigtet perspektiv vil have for koncernens forskellige forretningsområder, og dermed koncernens finansielle resultater.
Grundet ovennævnte betydelige usikkerhed har BankNordiks bestyrelse besluttet midlertidigt at suspendere koncernens udmeldte finansielle forventninger, der lød på et nettoresultat i intervallet 100-150 mio. kr.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at BankNordiks forrentning og indtægter eksklusiv kursreguleringer har udviklet sig tilfredsstillende i årets første måneder, og at koncernens kapital- og likviditetsposition er solid.
BankNordik forventer at kunne meddele om opdaterede finansielle forventninger til 2020 i forbindelse med offentliggørelsen af koncernens kvartalsrapport for Q1 2020 den 30. april 2020.
Der tages forbehold for afholdelse af ordinær generalforsamling
Med henblik på at begrænse smitterisikoen har myndighederne de seneste dage udstedt skærpede anbefalinger om at begrænse, aflyse eller udskyde afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
BankNordik ønsker at følge nævnte anbefalinger, og betinget af at der fra myndighedernes side udstedes de fornødne lovhjemler eller dispensationer hertil, har bankens bestyrelse besluttet at aflyse den ordinære generalforsamling, der var indkaldt til afholdelse den 26. marts 2020.
Der vil blive indkaldt en ny ordinær generalforsamling, når ovennævnte forsamlingsrelaterede anbefalinger er ophævede, og situationen omkring COVID-19 er mere stabil. Til denne generalforsamling vil bestyrelsen på ny forholde sig til resultatdisponeringen vedrørende regnskabsåret 2019, bl.a. med baggrund i en vurdering af konsekvenserne af den aktuelle krise.
Yderligere oplysninger:
Árni Ellefsen, adm. direktør, tlf. (+298) 230 348
BankNordik har bankaktiviteter på Færøerne, i Danmark og i Grønland, samt forsikringsaktiviteter på Færøerne. Koncernen, som blev grundlagt på Færøerne for over 100 år siden, har samlede aktiver på 18,2 mia. kr. og 377 medarbejdere. Banken er underlagt Finanstilsynet og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.
Kontakter
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum