Aktieselskabet Arbejdernes Landsbank

Godt første halvår i Arbejdernes Landsbank Koncernen

23.8.2023 15:00:05 CEST | Aktieselskabet Arbejdernes Landsbank | Halvårsrapport

Arbejdernes Landsbank Koncernen, der har Vestjysk Bank (73 pct. ejerskab) og AL Finans som datterselskaber, er kommet rigtig godt fra start i 2023.

Koncernen kan efter første halvår 2023 notere et overskud på 1.153 mio. kr. før skat. Samme periode sidste år bød på et overskud på 216,7 mio. kr. før skat.

Resultatet betegnes som meget tilfredsstillende og bedre end forventet. Resultatet skyldes primært positive kursreguleringer på de finansielle markeder, stigende renter samt positive nedskrivninger som følge af en mere positiv udvikling end forventet i 2023.

”Den samfundsøkonomiske udvikling har været bedre end frygtet ved årets start, og det har været godt for både kunder og banker. Efter en turbulent tid peger meget i retning af en blød landing for dansk økonomi. Inflationen er faldet fra ca. 10 pct. til ca. 3 pct., boligpriserne er begyndt at stige lidt igen, der er høj beskæftigelse, og mange kunder har også en fin opsparing på bankkontoen. Bl.a. derfor er de i stand til at klare de stigende renter og højere priser i den daglige husholdning,” siger Frank Mortensen, viceadministrerende direktør i Arbejdernes Landsbank.

Kursgevinster på obligationsbeholdning

Kursreguleringer og udbytte udgør i første halvår 2023 et positivt resultat på 275 mio. kr. mod et negativt resultat på -275 mio. kr. i første halvår 2022. Kursreguleringerne har udviklet sig positivt på grund af den højere effektive rente på obligationsbeholdningen, som medfører kursgevinster på obligationer med lav kuponrente.

Det stigende renteniveau har i perioden også bidraget til en højere netto rente- og gebyrindtjening på 2.271 mio. kr. mod 1.800 kr. i første halvår 2022. Modsat trækker den negative udvikling på boligområdet med færre handler og faldende forretningsomfang for formidlede realkreditlån, som medfører et fald i gebyrindtægter på 83 mio. kr.

Koncernen oplever fortsat vækst i forretningsomfanget. Det samlede udlån er steget med 2,8 pct. siden årets start, og indlån er steget med 2,5 pct.

Højere omkostninger og positive nedskrivninger

Koncernens omkostninger og afskrivninger er steget til 1.500 mio. kr. i første halvår 2023 fra 1.425 mio. kr. i første halvår 2022. Det er som ventet som følge af flere ansatte og overenskomstmæssige lønstigninger, men også generelt øgede omkostninger til større regulatoriske krav og IT.

Nedskrivninger resulterer i en indtægt på 84 mio. kr., hvilket er markant bedre end forventet. Det sker som følge af fortsat god udvikling i dansk økonomi, som bl.a. har resulteret i tilbageførte ledelsesmæssige skøn relateret til mindre makroøkonomisk usikkerhed. Generelt opleves en god kreditbonitet i udlånsporteføljen.

Koncernens tre selskaber

I Arbejdernes Landsbank isoleret set lander resultatet for 1. halvår 2023 på 900 mio. kr. før skat. Datterselskabet Vestjysk Bank, hvor Arbejdernes Landsbank har en 73 pct. ejerandel, opnår et resultat på 573 mio. kr. før skat. Det fuldt ud ejede datterselskab AL Finans bidrager også positivt med et resultat på 36 mio. kr.

Danskernes foretrukne bank 14. år i træk

Arbejdernes Landsbank blev i starten af året kåret til danskernes foretrukne bank for 14. år i træk i Voxmeters store årlige undersøgelse af kundetilfredsheden i sektoren. Det er bl.a. høj troværdighed og evnen til at lytte til kunderne, som placerer banken i top. I samme måling blev Vestjysk Bank placeret som nr. 11. Begge banker har fortsat stort fokus på at fastholde og forbedre kundetilfredsheden.

Fortsat kundetilgang

I første halvår 2023 har koncernen haft en netto kundetilgang på ca. 4.000 kunder, ligeligt fordelt mellem de to banker. Arbejdernes Landsbank har dermed over 350.000 kunder og koncernen samlet over 500.000 kunder.

Forventninger til årsresultatet

Årets resultat for koncernen forventes at lande i niveauet 1,9 – 2,1 mia. kr. før skat. Koncernen har opjusteret forventningerne to gange i løbet af første halvår: I april med 300 mio. kr. og i juni med 400 mio. kr.

Kontakter

Peter Froulund

Direktør for Branding, ESG og Kommunikation

peter.froulund@al-bank.dk

Om Aktieselskabet Arbejdernes Landsbank

Arbejdernes Landsbank er den 6. største bank i Danmark med ca. 350.000 kunder, 1.100 ansatte og 61 filialer fordelt over hele landet.

Banken tilbyder finansielle produkter og ydelser kombineret med ansvarlig rådgivning til private, foreninger og små og mellemstore virksomheder. Banken er 14 år i træk kåret til danskernes foretrukne bank i den største uafhængige tilfredshedsundersøgelse af danske banker (Voxmeter 2023).

Det er vores mål, at rådgivningen skal skabe værdi for kunden, og at serviceniveauet hører til et af landets absolut højeste. På det værdigrundlag driver vi en sund bank med en solid økonomi og med stor respekt for vores kunders tid og penge.

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye