BankNordik

BankNordik skærper det strategiske fokus og indfører negative renter til privatkunder

12.12.2019 10:29:07 CET | BankNordik | Andre oplysningsforpligtelser offentliggjort efter børsens regler

BankNordik indfører med virkning fra marts 2020 negative renter for privatkunder. Sammen med yderligere indtægtsgivende og omkostningsreducerende initiativer skal ændringerne fremadrettet styrke bankens driftsindtjening med ca. 40 mio på årsbasis.

Selskabsmeddelelse nr. 30/2019

Med henblik på at styrke og fremtidssikre driftsindtjeningen i et konkurrencepræget marked med et negativt rentemiljø, har BankNordik besluttet at igangsætte nogle indtægtsskabende og omkostningsreducerende initiativer.

Med virkning fra marts 2020 indføres negative renter på -0,75 pct. for pensionsmidler (ingen minimumsgrænse) samt på privatindlån, der overstiger 500.000 kr.

”Vi er glade for, at vores privatkunder indtil nu ikke har skullet betale for at have deres opsparinger i banken. De negative renter ser dog ud til at fortsætte, og selvom det ikke har været nogen nem beslutning, har vi nu valgt at indføre negative renter på pensionsmidler samt på privatindlån, der overstiger 500.000 kr. Denne øvelse handler først og fremmest om, at vi som en ansvarlig bank ikke kan fortsætte med at tilbyde produkter, som vi taber penge på”, siger Árni Ellefsen, administrerende direktør i BankNordik.

BankNordik indførte tidligere på året negative indlånsrenter for erhvervskunder. Disse renter blev nedsat yderligere i november, hvilket driftsindtjeningen for Q4 kommer til at afspejle.

Som led i skærpelsen af det strategiske fokus, vil banken ændre priser samt justere og forenkle fordelsprogrammet. Fra 1. april 2020 vil fordelsprogrammet således kun have to niveuaer: Nordik+ og NordikPremium. Udover at styrke indtjeningen og sikre endnu bedre rådgivning til kunderne, har disse initiativer til formål at sikre, at kunder, der har valgt at bruge BankNordik som deres primære bankforbindelse, også får de bedste priser og vilkår.

Organisatoriske tilpasninger skal fremtidssikre banken

Med henblik på at bibeholde og fremtidssikre et højt service- og rådgivningsniveau inden for privatkundesegmentet, vil BankNordik fremover udelukkende konkurrere på de parametre, hvor banken står stærkest.

”Vores styrke er at rådgive almindelige privatkunder inden for bolig, pension og investering, og fremover kommer vi til at fokusere endnu mere på at specialisere vores rådgivning i filialerne indenfor disse tre områder. Det betyder, at kunder, der har et mindre rådgivningsbehov, fremover ikke vil være tilknyttet en filial, men vil få rådgivning fra vores centrale rådgivningsteam”, uddyber Árni Ellefsen.  

Fremover vil Private Banking ikke blive tilbudt til nye bankkunder, da banken har valgt at fokusere sine forretningsområder endnu mere. Eksisterende Private Banking-kunder vil dog fortsat få den samme specialiserede rådgivning og de fordelagtige vilkår som i dag.

Desuden vil banken foretage en tilpasning af det danske filialnet, hvor to filialer sammenlægges med bankens øvrige filialer. Med sammenlægningen styrker og samler banken kompetencerne i stærkere enheder, der kan opretholde et højt service- og rådgivningsniveau inden for bolig, pension og investering.

Ovenfor belyste indtægtsgivende og omkostningsreducerende foranstaltninger indebærer, at 10 medarbejdere opsiges og en række ikke-besatte stillinger nedlægges, således at den samlede effekt svarer til en reduktion på 25 FTE. Desuden indebærer nærværende initiativer en engangsudgift på 12 mio. kr. i Q4 2019. Banken fastholder dog forventningerne til nettoresultatet for 2019 i intervallet 170-210 mio. kr., da de omkostninger, der er forbundet med de nævnte initiativer, kan rummes indenfor det udmeldte interval.

Ovennævnte indtægtsgenererende og omkostningsreducerende foranstaltninger forventes fremadrettet at have en positiv indvirkning på bankens driftsindtjening på ca. 40 mio. kr. på årsbasis. De negative renter på erhvervsindlån ─ der i første omgang blev indført i september og siden nedsat yderligere i november 2019 ─ er indregnet i denne forventning sammen med den forventede positive indvirkning fra rentenedsættelsen på private indlån, der træder i kraft i Q1 2020.

På baggrund af det lave rentemiljø, ændrede markedsvilkår for bankbranchen generelt, nye kapitalkrav samt de justeringer, som banken nu vælger at gennemføre, vil BankNordiks strategiske 2020-målsætninger, herunder for C/I og ROE, blive revurderet i nærmeste fremtid. De opdaterede strategiske målsætninger - herunder nye kapitalmålsætninger og afkastkrav - bliver offentliggjort samen med årsregnskabet i slutningen af februar.

 

Yderligere oplysninger:

Árni Ellefsen, adm. direktør, tlf. (+298) 230 348

BankNordik har bankaktiviteter i Danmark og Grønland og på Færøerne og forsikringsaktiviteter på Færøerne. Koncernen, som blev grundlagt for over 100 år siden på Færøerne, har samlede aktiver på 17,7 mia. kr. og 383 medarbejdere. Banken er underlagt Finanstilsynet og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye