
Odico A/S får medhold i retssag mod tidligere kapitalejer
Intern viden: Odico A/S får medhold i retssag
Selskabsmeddelelse nr. 67 – 2022
I december 2020 modtog Odico samt Odicos forhenværende direktør Anders Bundsgaard og den forhenværende bestyrelsesformand Lars Baun en stævning fra en tidligere kapitalejer med krav om en merbetaling for salg af anparter i det daværende Odico ApS tilbage i december 2017 på DKK 23.817.659.
Odico har stedse afvist kravet som grundløst. Odicos opfattelse har været, at overdragelsesaftalen efter sin ordlyd såvel som sit formål gav mulighed for en maksimal købesum på DKK 2.200.000 fordelt i 2 rater, hvilket beløb Odico har erlagt i fuld overensstemmelse med aftalen.
I efteråret 2022 har sagen været ført ved retten i Odense, som i dag har afsagt dom. Dommen giver Odico, Anders Bundsgaard og Lars Baun fuldt medhold. Dommens konklusion er således, at der er ”hverken påvist et aftaleretligt eller erstatningsretligt grundlag for at tage sagsøgerens påstande helt eller delvis til følge.” Med denne begrundelse frifindes Odico A/S, Lars Baun og Anders Bundsgaard.
Modparten er blevet pålagt at betale sagens omkostninger.
I forbindelse med domsafsigelsen udtaler administrerende direktør Henrik Jacobsen:
”Som vi forventede har retten i dag afsagt en dom, der giver Odico medhold i, at det nye krav fra den tidligere kapitalejer er grundløst. Inden vi kan sætte endeligt punktum i denne sag, må vi nu naturligvis afvente om sagsøgeren anker dommen til Landsretten”.
Forespørgsler vedrørende denne meddelelse kan rettes til CEO Henrik Jacobsen.
Kontakter
- Henrik Jacobsen, CEO, +45 30 15 22 29, henrik.jacobsen@odico.dk
- Certified Advisor, Gert Mortensen, Baker Tilly Corporate Finance P/S, +45 30 73 06 67, gmm@bakertilly.dk
Om Odico A/S
Odico® er en pioner indenfor robotteknologi og digital fremstilling. Vores mission er at transformere den globale byggebranche.
Ved hjælp af teknologi øger vi effektiviteten og frigør branchens innovative potentiale.
Vi er en innovations- og udviklingsorienteret virksomhed. Således er vi involveret i flere forsknings- og udviklingsprojekter og vi rummer internationalt ledende ekspertise inden for robotløsninger og digital fabrikation.
Læs mere om Odico og se eksempler på vores mange cases på www.odico.dk
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.