ATP

ATP’s pensioner står ved magt efter halvår med voldsom finansiel uro

1.9.2022 08:00:00 CEST | ATP | Halvårsrapport

Turbulente, finansielle markeder prægede i udtalt grad første halvdel af 2022. Stigende renter og faldende aktiekurser resulterede i et negativt investeringsresultat i ATP, men sår ikke tvivl om grundtrygheden i de garanterede pensioner.

ATP Koncernen fik i første halvår 2022 et negativt resultat på 51,0 mia. kr. Resultatet var drevet af et stort, negativt afkast i investeringsporteføljen, som skyldes den generelle markedsudvikling med faldende aktiemarkeder og stigende renter. Investeringsporteføljen gav i første halvår et afkast før omkostninger og skat på -57,6 mia. kr., som efter omkostninger svarer til -36,4 pct. i afkast i forhold til bonuspotentialet.

De største negative bidrag kom fra investeringer i stats- og realkreditobligationer med et afkast på -48,4 mia. kr. og fra børsnoterede aktier med et afkast på -20,4 mia. kr., mens det største positive bidrag kom fra beholdningen af inflationsrelaterede instrumenter, der gav et afkast på 10,7 mia. kr.

”Det har været et usædvanlig svært halvår, men vores forretningsmodel sikrer, at pensionerne til vores medlemmer er uændrede til trods for, at de finansielle markeder har bevæget sig voldsomt i 2022. Selv om investeringsafkastet har været negativt i år, så er ATP’s gennemsnitlige afkast stadig over 10 procent de seneste fem år, og ATP har fortsat et sundt forhold mellem størrelsen af vores garantier og vores reserver i det såkaldte bonuspotentiale,” siger Martin Præstegaard, administrerende direktør i ATP.

I den resterende del af året forventes de finansielle markeder fortsat at være præget af meget stor usikkerhed. ATP fastholder den disciplinerede tilgang til risikostyring, så der skabes de bedst mulige afkast

samtidig med, at ATP til enhver tid kan leve op til garantierne over for medlemmerne. ATP har siden 2012 genereret et afkast på 185 mia. kr. i investeringsporteføljen.

Afdækning sikrer pensionerne

ATP beskytter pensionsgarantierne til medlemmerne ved at afdække renterisikoen. Med afdækningen kan ATP sikre, at medlemmerne får de lovede pensioner, uanset om renten stiger eller falder.

På trods af det negative investeringsresultat er grundtrygheden på plads, og der er ikke tvivl om de fremtidige udbetalinger til alle vores medlemmer. Værdien af de garanterede pensioner faldt markant som følge af periodens rentestigninger, men blev afdækket i afdækningsporteføljen.

”ATP’s forretningsmodel betyder, at nutidsværdien af vores garanterede pensioner falder, når renterne stiger, men det ændrer ikke ved, at garantierne er intakte, og at den pension, vi har lovet vores medlemmer, står ved magt, selv om vores formue på papiret er skrumpet i 2022,” siger Martin Præstegaard.

Udvikling i formue

ATP’s reserver – bonuspotentialet – var på 108 mia. kr. ved udgangen af halvåret, og pensionsforpligtelserne var på 624 mia. kr. Bonusevnen, som er forholdet mellem bonuspotentialet og værdien af pensionsforpligtelserne, var på trods af den turbulente markedsudvikling efter første halvår på solide 17,4 pct. og dermed på niveau med gennemsnittet af de seneste 10 år.

Samlede årlige omkostninger holdt sig lave

ATP har fortsat stort fokus på at holde omkostningerne lave, fordi de har direkte betydning for pensionernes størrelse. Vi balancerer løbende ønsket om lave omkostninger med hensynet til at skabe det bedst mulige afkast til medlemmerne. ATP’s administrationsomkostninger var i første halvår af 2022 på 105 mio. kr. svarende til 19 kr. pr. medlem, og de samlede investeringsomkostninger var på 1.126 mio. kr. svarende til 207 kr. pr. medlem. Dette er lavt i både dansk og international sammenhæng. 

Opdatering af levetid

Dette års opdatering af levetid medførte en overførsel fra pensionsforpligtelserne til bonuspotentialet på 3,8 mia. kr., svarende til 0,6 pct. af værdien af pensionsforpligtelserne. Overførslen er et udtryk for en justering af levetidsforventningerne som følge af udviklingen i den faktiske levetid.

Øvrige aktiviteter i perioden

ATP har med virkning fra 1. januar 2022 forhøjet ATP Livslang Pension med 4 pct. til alle de mere end 5 millioner medlemmer efter flere års gode investeringsafkast. Samtidig er vores forretningsmodel i gang med at blive moderniseret, så det forventeligt også i fremtiden bliver muligt at opnå stærke afkast og dermed forhøje pensionerne løbende. I løbet af første halvår 2022 har Udbetaling Danmark under ATP implementeret ny lovgivning, som skal sikre 1,2 millioner forældre i Danmark ligedeling af børne- og ungeydelsen. Samtidig er Arbejdsmarkeds Erhvervssikrings (AES) nye it-system sat i fuld drift. 

Kontakter

Gerd Buchhave

Presserådgiver i Pensions- og Investeringsforretningen

geb@atp.dk

Stephan Ghisler-Solvang

Pressechef for Pensions- og Investeringsforretningen

stg@atp.dk

Om ATP

ATP Koncernen er Danmarks største pensionsselskab og administrationshus. Vi løser opgaver for næsten alle borgere og virksomheder i Danmark. ATP Livslang Pension er en kollektiv ordning med mere end 5 mio. medlemmer og en pensionsformue på 733 mia. kr. Vores opgave er at sikre gode, stabile pensioner, så danskerne har lidt mere at leve for den dag, de går på pension. Derudover sikrer vi udbetaling af en række velfærds- og sikringsydelser. To ud af tre velfærdskroner, der udbetales i Danmark, kommer fra ATP Koncernen. Sammenlagt udbetaler vi 300 mia. kr. om året til 2,4 mio. borgere på vegne af staten, kommunerne og arbejdsmarkedets parter.

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye