
Hartmann navigerede sikkert igennem turbulent 2. kvartal 2021
Hartmann navigerede sikkert igennem et turbulent 2. kvartal, hvor den ekstraordinære efterspørgsel under COVID-19 blev afløst af usædvanligt lav efterspørgsel i lavsæsonen. Samtidig fortsatte de markante stigninger i råvarepriserne i kvartalet. Trods det bratte fald i forbrugernes efterspørgsel efter udfasning af COVID-19-restriktioner og gradvis genåbning af restauranter og cateringindustrien fastholdt Hartmann en uændret omsætning og fornuftig lønsomhed. Hartmann fastholder forventningerne, der blev revideret den 10. august.
Hartmann fastholdt omsætningen i 2. kvartal, der var positivt påvirket af tilføjelsen af de nye indiske og russiske aktiviteter samt højere maskinsalg. Emballagesalget var imidlertid markant påvirket af udfasning af COVID-19-restriktioner og et brat fald i efterspørgslen i flere af koncernens markeder samt væsentlige valutakurseffekter på -34 mio. kr.
Lønsomheden var solid i lavsæsonen i 2. kvartal, selvom indtjeningen var væsentligt påvirket af markante råvareprisstigninger og det bratte fald i efterspørgslen efter æg og emballage. Markedsudviklingen medførte lavere kapacitetsudnyttelse og produktionseffektivitet på fabrikkerne, hvilket blev delvist opvejet af en forbedring af pris- og produktmikset.
Hartmann øgede investeringsniveauet drevet af fortsat udvidelse og optimering af produktionskapaciteten i 2. kvartal. Yderligere produktionskapacitet i USA og Europa ventes fortsat taget i brug senere i 2021.
2. kvartal 2021
- Den samlede omsætning udgjorde 659 mio. kr. (2020: 662 mio. kr.).
- Driftsresultatet* var 71 mio. kr. (2020: 137 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 10,8% (2020: 20,5%).
- Investeringerne steg til 139 mio. kr. (2020: 89 mio. kr.).
Administrerende direktør Torben Rosenkrantz-Theil siger: ”Vi skabte fornuftige resultater i 2. kvartal, selvom råvarepriserne fortsatte med at stige og den tidligere positive effekt af COVID-19 på salget blev erstattet af et usædvanligt lavt salg i lavsæsonen efter udfasning af COVID-19-restriktioner i flere markeder og midlertidig nedgang i tilbudskampagner på æg i supermarkederne. Den lange periode med ekstraordinært højt salg er således afløst af en usædvanligt lav efterspørgsel, der dog ventes normaliseret sidst på året.”
Forventninger til 2021
Hartmann fastholder forventningerne til 2021 om en omsætning på 2,6-2,9 mia. kr. med en overskudsgrad på 10-13% som justeret i selskabsmeddelelse nr. 11/2021 den 10. august 2021 og gengivet i afsnittet om begivenheder efter balancedagen.
Forventningerne er påvirket af de markante prisstigninger på koncernens væsentligste råvarer – returpapir og energi – samt det bratte fald i efterspørgslen efter ægemballage. Den ekstraordinære efterspørgsel efter æg i detailhandelen under COVID-19 er afløst af usædvanligt lav efterspørgsel i lavsæsonen i 2. og 3. kvartal som følge af udfasning af restriktioner og gradvis genåbning af restauranter og cateringindustrien samt færre tilbudskampagner på æg i supermarkederne.
Den resterende del af 2021 forventes at være negativt påvirket af fortsat stigende råvarepriser og lavere efterspørgsel end sædvanligt i lavsæsonen i 3. kvartal. De højere råvarepriser samt den midlertidige nedgang i efterspørgslen og lavere kapacitetsudnyttelse vil medføre markant højere produktionsomkostninger. De negative effekter opvejes delvist af en målrettet indsats for at justere salgspriserne og forbedre det samlede pris- og produktmiks.
Forventningerne indeholder en licensindtægt på 78 mio. kr. fra et forlig i 1. kvartal i en tvist om immaterielle rettigheder vedrørende Hartmanns imagic®-produkter.
COVID-19 medfører fortsat betydeligt højere driftsrisiko og reduceret sigtbarhed, ligesom effekterne af pandemien bidrager til markante udsving i valutakurser.
Investeringerne forventes fortsat at udgøre i niveauet 550 mio. kr. i 2021 inklusiv 113 mio. kr. til købet af Gotek-Litar i Rusland.
* Driftsresultat og overskudsgrad angives før særlige poster og justering for hyperinflation.
Kontakter
Om Brødrene Hartmann A/S
Hartmann er verdens førende producent af ægemballage i støbepap og markedsleder inden for fremstilling af frugtemballage i Sydamerika og Indien. Koncernen er derudover verdens største producent af teknologi til fremstilling af emballage i støbepap. Hartmann blev stiftet i 1917, og virksomhedens markedsposition er grundlagt på baggrund af stærke teknologiske kompetencer og indgående erfaring med produktion af bæredygtig støbepap siden 1936. Hartmann sælger æg- og frugtemballage til producenter og distributører samt detailkæder, som i stigende grad efterspørger bæredygtige emballageløsninger og specialiseret markedsføringsekspertise. Den alsidige produktportefølje skræddersyes til kundernes og forbrugernes behov i hvert marked. Hartmanns maskiner og teknologi sælges til producenter af emballage i støbepap i udvalgte markeder. Hartmann har 2.500 medarbejdere og hovedsæde i Gentofte, Danmark. Hartmanns produktionsplatform består af 15 fabrikker i Europa og Israel, Nord- og Sydamerika samt Indien og Rusland.
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum