
Hartmann skabte historisk resultat i udfordrende 2020
Efter fremgang i første kvartal førte udbruddet af COVID-19 til en pludselig og markant stigning i salget af æg i detailhandelen i takt med, at flere måltider blev indtaget i hjemmet. De usædvanlige markedsforhold accelererede volumenvæksten og medførte en markant omsætningsvækst på 9% trods betydelige negative valutakurseffekter. Samtidig øgede Hartmann andelen af detailemballage og sikrede en høj produktionseffektivitet, så koncernen kunne levere en historisk stærk overskudsgrad* på 17,5% og et afkast af den investerede kapital på 28,7% i 2020. En betydelig del af fremgangen var drevet af effekterne af COVID-19, men der var samtidig en rigtig god fremdrift i den underliggende forretning.
Året bød også på et usædvanlig højt investerings- og aktivitetsniveau med tilføjelsen af indiske Mohan Fibre og det betingede opkøb af russiske Gotek-Litar, der blev gennemført i januar 2021. Derudover etablerede Hartmann en ny fabrik i det nordlige Brasilien og udvidede produktionskapaciteten i USA og på flere europæiske fabrikker. Ekspansionen i nye og eksisterende markeder skal drive Hartmanns fortsatte vækst og sikre realiseringen af ambitionerne om at vinde markedsandele og levere stærk lønsomhed.
2020
- Den samlede omsætning steg til 2.567 mio. kr. (2019: 2.356 mio. kr.).
- Omsætningen fra emballagesalg steg til 2.450 mio. kr. (2019: 2.295 mio. kr.), og omsætningen fra salg af maskiner og teknologi steg til 117 mio. kr. (2019: 61 mio. kr.).
- Driftsresultatet* steg til 452 mio. kr. (2019: 262 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 17,5% (2019: 11,1%).
- Investeringerne steg til 437 mio. kr. (2019: 197 mio. kr.).
Administrerende direktør Torben Rosenkrantz-Theil siger: ”Vi måtte nedbringe lagrene og lade fabrikkerne køre på fuld kraft gennem vores sædvanlige lavsæson i 2. og 3. kvartal for bedst muligt at imødekomme kundernes efterspørgsel. I alle dele af virksomheden blev der ydet en kæmpe indsats, som gjorde det muligt at bygge videre på Hartmanns gode udvikling i de senere år og udnytte de betydelige investeringer, vi har foretaget. Vi fortsætter med at investere i den fremtidige vækst, og næste etape af kapacitetsudvidelser blev allerede skudt i gang i løbet af 2020. Derfor har vi taget ny kapacitet i brug i Europa i begyndelsen af 2021, og yderligere kapacitet tages i brug i Europa og på fabrikken i USA i årets løb. Derudover investerer vi i at integrere og effektivisere vores nye fabrikker i Indien og Rusland, som skal udbygges i de kommende år.”
Forventninger til 2021
Hartmann forventer at skabe fortsat volumenvækst i kerneforretningen og skabe en samlet omsætning på 2,7-3,0 mia. kr. med en overskudsgrad på 14-17% i 2021.
Den fortsatte fremgang skal drives af udnyttelse af den udvidede produktionskapacitet i Europa, USA og Brasilien samt tilføjelsen af aktiviteterne i Indien og Rusland. I 1. halvår ventes efterspørgslen efter ægemballage fortsat at være positivt påvirket af effekterne af COVID-19. Forventningerne indeholder en licensindtægt på 78 mio. kr. fra et forlig indgået i 1. kvartal i en international tvist om immaterielle rettigheder vedrørende Hartmanns imagic®-produkter.
COVID-19 medfører en betydeligt højere driftsrisiko, markante udsving i valutakurser og råvarepriser samt reduceret sigtbarhed. Markedsvilkårene er særligt vanskelige i Sydamerika, hvor Hartmann forventer væsentlige negative makroøkonomiske effekter af smittespredningen, herunder eventuel negativ påvirkning af produktmikset og salget af æg i detailhandelen samt driftsudfordringer.
Investeringerne ventes at udgøre i niveauet 550 mio. kr. i 2021 og inkluderer 116 mio. kr. til det gennemførte opkøb af Gotek-Litar i Rusland.
* Driftsresultat og overskudsgrad angives før særlige poster og justering for hyperinflation.
Kontakter
Om Brødrene Hartmann A/S
Hartmann er verdens førende producent af ægemballage i støbepap og markedsleder inden for fremstilling af frugtemballage i Sydamerika og Indien. Koncernen er derudover verdens største producent af teknologi til fremstilling af emballage i støbepap. Hartmann blev stiftet i 1917, og virksomhedens markedsposition er grundlagt på baggrund af stærke teknologiske kompetencer og indgående erfaring med produktion af bæredygtig støbepap siden 1936. Hartmann sælger æg- og frugtemballage til producenter og distributører samt detailkæder, som i stigende grad efterspørger bæredygtige emballageløsninger og specialiseret markedsføringsekspertise. Den alsidige produktportefølje skræddersyes til kundernes og forbrugernes behov i hvert marked. Hartmanns maskiner og teknologi sælges til producenter af emballage i støbepap i udvalgte markeder. Hartmann har 2.500 medarbejdere og hovedsæde i Gentofte, Danmark. Hartmanns produktionsplatform består af 15 fabrikker i Europa og Israel, Nord- og Sydamerika samt Indien og Rusland.
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.