
Kapitalforeningen Formuepleje Merkur – usikkerhed om værdiansættelse af aktiver
Kapitalforeningen Formuepleje Merkur udsendte den 2. december 2019 en fondsbørsmeddelelse med overskriften ”Formuepleje Merkur lukker for emission og indgår aftale for at sikre likviditeten”. Af den pågældende fondsbørsmeddelelse fremgik bl.a. følgende: ”Formuepleje Merkur er en kapitalforening, som investerer i andre fonde. Merkurs investeringer er tilrettelagt med henblik på, at foreningen er velegnet som supplement til en balanceret portefølje af aktier og obligationer. Investeringerne er overvejende i likvide aktiver og en mindre andel i illikvide aktiver, der nu er steget til ca. 26% af fonden”. Der blev ligeledes meddelt, at der var usikkerhed omkring værdien af den største illikvide investering.
Den omtalte andel af illikvide aktiver består hovedsageligt af en investering i Greater China Credit Fund LP (GCCF), der dags dato udgør nu 23,59% af fonden.
Kapitalforeningen Formuepleje Merkur har mandag den 21. december 2020 modtaget et såkaldt Capital Statement fra forvalteren af GCCF, Adamas Asset Management, hvori værdien af GCCF opskrives i forhold til den værdi, der er lagt til grund for beregningen af den indre værdi i Kapitalforeningen Formuepleje Merkur.
Formuepleje A/S undersøger sammen med Kapitalforeningen Formuepleje Merkurs revisor grundlaget for det modtagne Capital Statement. I den sammenhæng skal det understreges, at der endnu ikke foreligger noget grundlag for Adamas’ egen vurdering af værdien af GCCF, og at denne værdi dermed ikke er udtryk for en salgsværdi eller en værdi, som vi på nuværende tidspunkt kan indregne i Kapitalforeningen Formuepleje Merkurs indre værdi, idet der fortsat er usikkerhed omkring værdien af GCCF. Den værdi af GCCF, som medgår i Formueplejes beregning af den indre værdi i Kapitalforeningen Formuepleje Merkur, er derved den samme som hidtil.
Som anført i fondsbørsmeddelelse af 2. december 2019 er der indgået en aftale med Formuepleje Holding A/S om at sikre likviditeten i Kapitalforeningen Formuepleje Merkur ved indløsning således, Formuepleje Holding A/S ved indløsninger køber den forholdsmæssige andel af GCCF. Denne aftale fortsætter uændret og ved overdragelse af GCCF aktiver til Formuepleje Holding A/S, vil dette også ske til samme værdi som hidtil.
Herved sikres at andelen af de illikvide investeringer ikke øges som følge af indløsning.
Som anført i fondsbørsmeddelelse af 2. december 2019 er der lukket for emission. Dette gælder fortsat.
Skulle der komme ny eller supplerende information opdateres informationen til markedet naturligvis.
Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til direktør Søren Astrup på tlf. 87 46 49 20.
Kontakter
Om Kapitalforeningen Formuepleje Merkur
Kapitalforeningen Formuepleje Merkur er stiftet den 10. juli 2013. Foreningen er registreret hos Erhvervsstyrelsen med CVR-nr. 35401350 og Finanstilsynet med FT-nr. 24.028. Foreningens Forvalter er Formuepleje A/S. Der kan findes yderligere information om Foreningen på www.formuepleje.dk.
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum