Flügger group A/S

2020/26 - Flügger erhverver aktiemajoriteten i østeuropæisk malingkoncern

24.11.2020 11:18:59 CET | Flügger group A/S | Intern viden

Flügger group A/S har i dag indgået aftale om at investere i Eskaro Group og derved erhverve 70% af aktierne i Eskaro Group AB, som er en international malingkoncern med aktiviteter i Ukraine, Rusland, Hviderusland, Estland, Letland og Finland. Selskabet beskæftiger godt 1.100 medarbejdere og omsætter for cirka 420 mio. kr. årligt. Overtagelsen afventer konkurrencemyndigheders godkendelse, og den samlede godkendelse forventes modtaget i begyndelsen af 2021.

Med købet af 70% af aktierne i Eskaro Group AB tilføjer Flügger endnu en østeuropæisk aktør til koncernens aktiviteter. Flügger købte for et år siden aktiemajoriteten i den polske malingkoncern Unicell, og med opkøbet af aktiemajoriteten i Eskaro udvider Flügger-koncernen dermed sin tilstedeværelse mod øst og træder ind på nye markeder. Eskaros aktiviteter dækker Ukraine, Rusland, Hviderusland, Estland, Letland og Finland, hvor koncernen driver i alt seks fabrikker, som producerer mere end 30 mio. liter maling, lak og primer årligt. Produktionsfaciliteterne omfatter blandt andet en ny og moderne fabrik i Ukraine. Størstedelen af Eskaros produkter afsættes til forhandlere, byggemarkeder og øvrige detailbutikker.

Stifter af Eskaro, Igor Chumakov, ejer efter transaktionen 30% af Eskaro, mens Flügger group A/S ejer 70%. Igor Chumankov vil stå for den daglige drift og ledelse af Eskaro og vil i tæt samarbejde med ledelsen i Flügger udvikle de fremtidige forretningsplaner for Eskaro på kort og længere sigt.

Jimmi Mortensen, administrerende direktør i Flügger group A/S, udtaler:
- ”Eskaro er en yderst interessant virksomhed, der opererer på vækstmarkeder. Eskaro har gennem årene skabt en solid platform i Østeuropa, hvor vi tror på, at der er potentiale for fortsat profitabel vækst. Siden 2016 har Eskaro leveret en årlig vækst på 15%, og vi forventer at kunne udnytte væsentlige synergier mellem Flügger og Eskaro i løbet af de kommende år. Med købet af polske Unicell i november 2019 styrkede vi vores position inden for DIY på det polske marked betragteligt, og nu gør vi det tilsvarende i store dele af Østeuropa med købet af Eskaro, som har en førende position inden for vandbaseret maling. Opkøbet understøtter vores strategi Going Green, hvor vi ser vækstpotentiale i Østeuropa og ønsker at ekspandere Flügger groups tilstedeværelse i Østeuropa. Med opkøbet af Eskaro er vi kommet et stort skridt nærmere vores finansielle målsætninger for 2023/24 om en omsætning på +2,5 mia. DKK og en EBIT på +8%.

Stifter af Eskaro, Igor Chumakov, udtaler:
- ”Vi ser frem til at blive en del af Flügger group. Som en del af Flügger-koncernen får vi mulighed for at udnytte synergier – i særdeleshed salg og løsninger til store byggemarkedskæder – men også inden for produktion og indkøb af råvarer. Vi ser frem til at fortsætte vores ekspansive vækstrejse med en stærk koncern i ryggen.”

Størstedelen af Eskaros omsætning stammer fra salg via forhandlere og byggemarkeder, hvor Ukraine og Rusland udgør cirka 2/3 af omsætningen. I 2020 forventer Eskaro at omsætte for cirka 420 mio. kr., EBIT på 27 mio. kr. (EBIT-margin: 6,5%) og EBITDA på 40 mio. kr. (EBITDA-margin: 9,5%) .
 
Fakta om Eskaro Group

  • Beskæftiger godt 1.100 medarbejdere i seks lande
  • Producerer cirka 30 millioner liter produkter årligt
  • Er ISO 9001 samt ISO 14001 certificeret
  • Har været tilstede i Finland siden 1975 og i de fem øvrige lande siden 1990’erne.
  • De seks virksomheder fungerede indtil 2007 som separate enheder, hvorefter de blev samlet i holdingselskabet Eskaro Group AB, som er indregistreret i Göteborg, Sverige
  • Opererer seks fabrikker i fem lande (Ukraine, Rusland, Hviderusland, Estland og Finland) samt 15 distributionscentre, hvorfra varer til eksport blandt andet distribueres
  • Produktporteføljen består af et bredt sortiment, hvor maling udgør cirka halvdelen af koncernens omsætning, primere/grundingsolie cirka 10%, træbeskyttelse cirka 5%, og øvrige kategorier såsom lak, lim, klæber, fugemasse osv. cirka 35%.

Fakta om transaktionen
Efter investeringen vil Flügger group A/S eje 70% af aktierne i Eskaro, mens 30% ejes af stifter af Eskaro, Igor Chumakov. Eskaro fortsætter som en selvstændig enhed i Flügger group A/S. Efter Closing vil Igor Chumakov fortsætte som administrerende direktør i Eskaro.

For transaktionen gælder i øvrigt:

  • Transaktionen værdiansætter Eskaro til 350 mio. kr. på gældfri basis.
  • Flügger betaler et samlet beløb på 208 mio. kr. for en aktieandel på 70%, som opnås dels ved køb af aktier og del ved kapitalforhøjelse.
  • Transaktionsomkostningerne relateret til handelen forventes at udgøre cirka 8 mio. kr.
  • Eskaro fortsætter som selvstændig forretningsenhed med Igor Chumakov som ansvarlig for den daglige drift og ledelse.
  • Transaktionen afventer godkendelse fra flere konkurrencemyndigheder. Den samlede godkendelse forventes i begyndelsen af 2021.
  • Transaktionen indregnes i henhold til gældende regnskabsstandarder fuldt ud i Flügger-koncernens regnskab fra tidspunktet for Closing, når myndighedernes godkendelse foreligger.

Et led i strategien Going Green
Opkøbet af Eskaro sker som led i Flüggers strategi om vækst gennem opkøb med fokus på Østeuropa. Med opkøbet får Flügger adgang til nye vækstmarkeder og et solidt afsæt inden for DIY-sektoren i de seks omfattede lande.

Påvirkning af regnskabsåret 2020/21
Købet af Eskaro forventes at påvirke Flügger group A/S’ omsætning og indtjening positivt i regnskabsåret 2020/21, men omfanget heraf afhænger af tidspunktet for myndighedernes endelige godkendelse af transaktionen.

Såfremt Eskaro havde været en del af Flügger group A/S for hele regnskabsåret 2020/21, ville den samlede omsætning udgøre knap 2,5 mia. DKK med EBIT-margin i niveauet 9-10%.

De finansielle forventninger vil blive opdaterede på tidspunktet for den endelige godkendelse af transaktionen.

Med venlig hilsen

Flügger group A/S

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye