Føroya Banki

Fortsat god udvikling i tredje kvartal samt offentliggørelse af opdateret strategi og finansielle målsætninger for 2030

4.11.2026 08:00:06 CET | Føroya Banki | Delårsrapport/Periodemeddelelse (Q1 og Q3)

Selskabsmeddelelse nr. 10/2026

“Den stabile og positive udvikling i koncernen fortsatte i tredje kvartal. Vi oplevede en fornuftig vækst i både udlån, indlån og midler under forvaltning, hvilket sammen med renteudviklingen bidrog til højere nettorenteindtægter samt højere gebyr- og provisionsindtægter. Omkostningsniveauet var samtidig stort set uændret. Det glæder os at se, at vores kunder fortsat har en robust økonomi og en høj kreditkvalitet, hvilket blandt andet afspejles i, at vi igen kan tilbageføre nedskrivninger. Forsikringsresultatet var påvirket af højere skadesomkostninger, og afkastet på egenbeholdningen var lavere end i andet kvartal. Samlet set leverede vi et tilfredsstillende resultat efter skat på 62 mio. kr. for kvartalet og fortsatte fremgangen i kerneforretningen,” siger Turið F. Arge, adm. direktør.

Hoved- og nøgletal fra Føroya Bankis delårsrapport for 3. kvartal 2026

DKKm Q1-Q3 2026 Q1-Q3 2025 Index Q3 2026 Q2 2026 Index  Q1 2026 Q4 2025 Q3 2025
Renteindtægter, netto 241 237      102 82 81       101 78 79 77
Gebyr- og provisionsindtægter, netto 69 60      115 24 23       104 23 24 21
Indtægter fra forsikringsaktiviteter 34 56        61 7 11         60 16 20 14
Andre driftsindtægter 38 48        79 13 13       104 11 10 11
Driftsindtægter 382 402        95 126 128         98 128 132 123
Driftsomkostninger 218 210      104 73 73         99 72 70 73
Driftsresultat før nedskrivninger 164 192        85 53 55         97 56 63 50
Nedskrivninger på udlån (netto) -3 -2 153 -5 3 -159 -1 -2 -9
Driftsresultat 167 194        86 58 52       112 57 65 58
Beholdningsafkast 65 77 84 18 34 55 13 20 22
Resultat før skat 231 271        85 76 85         90 70 85 80
Skat 44 53        83 15 16         93 14 15 17
Resultat efter skat 187 218        86 62 69         89 56 71 64
Udlån 9.931 9.598      103 9.931 9.788       101 9.774 9.670 9.598
Indlån 11.628 10.803       108 11.628 11.393        102 11.096 10.948 10.803
Realkreditudlån 2.958 2.789       106 2.958 3.015          98 3.095 2.824 2.789
Egenkapital 2.001 1.945       103 2.001 1.939        103 1.870 2.015 1.945
Kapitalgrundlag, inkl. NEP kapital, % 39,5 36,6   39,5 40,2   40,2 36,3 36,6
Egentlig kernekapital procent, % 25,1 23,1   25,1 25,6   25,5 23,3 23,1
Egenkapitalforrentning p.a., % 12,4 14,4   12,5 14,6   11,5 14,3 13,3
Liquidity Coverage Ratio (LCR), % 259,0 294,5   259,0 273,5   322,4 306,4 294,5
Driftsomkostninger/-indtægter 57 52   58 57   56 53 59
Antal medarbejdere (FTE), ultimo 209 202      104 209 201       104 207 201 202

Udvikling i forretningen
Som helhed var 3. kvartal præget af en stabil og positiv udvikling i forretningen med fremgang på flere områder. Udlån og indlån steg med henholdsvis 1 % og 2 %, mens realkreditformidlingen faldt med 2 % sammenholdt med 2. kvartal 2026. Midler under forvaltning steg med 3 % i kvartalet. Nettorenteindtægterne steg med 1 %, mens nettogebyr- og provisionsindtægterne steg med 4 %. Nettoforsikringsindtægterne udgjorde 7 mio. kr. i 3. kvartal mod 11 mio. kr. i 2. kvartal, hvilket skyldes højere skadesomkostninger i perioden. Omkostningsniveauet var stort set uændret, og koncernen tilbageførte nedskrivninger for 5 mio. kr. i kvartalet.

Kapitalforhold
Den egentlige kernekapitalprocent var 25,1 % pr. 30. september 2026 sammenholdt med 23,3 % pr. 31. december 2025. Kapitalgrundlaget, inklusive NEP, var 39,5 % pr. 30. september 2026, og til sammenligning var det 36,3 % pr. 31. december 2025. Nettoresultatet på 187,2 mio. kr. for årets første ni måneder er ikke medregnet i kapitalopgørelserne.

Forventninger til året
Den 15. oktober 2026 opjusterede koncernen forventningerne til årets nettoresultat fra 190-235 mio. kr. til 225-255 mio. kr. på baggrund af en bedre udvikling end forventet i årets første ni måneder. Dette skyldes primært lavere nedskrivninger end ventet, hvilket afspejler den generelt solide kreditkvalitet i bankens kundeportefølje. Desuden har rente-, gebyr- og provisionsindtægterne udviklet sig mere positivt end forventet, mens forsikringsresultatet har ligget under det forventede niveau.

Koncernen fastholder de opjusterede forventninger. Forventningerne er fortsat forbundet med usikkerhed relateret til udviklingen i markedsrenter, beholdningsafkast, nedskrivninger, forsikringsresultatet og geopolitiske faktorer.

Opdateret strategi og finansielle målsætninger for 2027-2030

Bestyrelsen har vedtaget en opdateret strategi for perioden 2027-2030, der bygger videre på koncernens solide fundament og gode resultater. De finansielle målsætninger om en egenkapitalforrentning på over 12%, en CET1-ratio omkring 23% og en udbytteprocent på 70% fastholdes og er fortsat styrende for koncernens forretningsmæssige udvikling. Det afspejler både tillid til forretningens udvikling og en erkendelse af, at målene kræver en vedvarende indsats. Fremover vil C/I være en intern frem for en ekstern målsætning. Det skal understøtte en mere langsigtet styring af omkostningseffektiviteten og er således ikke et udtryk for et lavere ambitionsniveau.

Strategien fokuserer på koncernens vækstpotentialer på Færøerne og i Grønland gennem en mere målrettet kundeindsats, segmenteret kundebetjening og teknologi som løftestang.

Målet er at opbygge stærke kunderelationer tidligt og gøre det lettere og hurtigere at blive kunde. Eksempelvis skal det i løbet af strategiperioden være muligt for en privatkunde at blive kunde på 10 minutter, og en låneforespørgsel skal kunne behandles på under en time.

Endelig rummer strategien konkrete planer om at integrere kunstig intelligens, hvor det kan effektivisere arbejdsgange, frigøre ressourcer og styrke kundeoplevelsen og konkurrencekraften.

”Strategien er ambitiøs og indeholder en række konkrete vækstmål. Det er derfor afgørende, at vi fortsat har fokus på omkostningerne og arbejder målrettet med at realisere strategien inden for de eksisterende omkostningsrammer. Vores processer og systemer skal kunne skaleres i takt med væksten, uden at omkostningerne stiger tilsvarende”, siger Turið F. Arge, administrerende direktør.

Føroya Banki har bankaktiviteter i Grønland og på Færøerne samt forsikringsaktiviteter på Færøerne. Koncernen, som blev grundlagt på Færøerne for 120 år siden, har samlede aktiver på 15,7 mia. kr. og 209 medarbejdere. Banken er underlagt Finanstilsynet og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.

Yderligere oplysninger findes i delårsrapporten for Q3 2026 (offentliggøres kun på engelsk).

Yderligere oplysninger:
Kára B. Jakobsen, pressekontakt, tlf. (+298) 230 473

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye