Dataproces Group A/S

Dataproces styrker sin position i Tyskland gennem strategisk partnerskab og overtagelse af aktiviteter

9.6.2026 16:00:44 CEST | Dataproces Group A/S | Selskabsmeddelelse

Selskabsmeddelelse nr. 10/2026: Dataproces styrker sin position i Tyskland gennem strategisk partnerskab og overtagelse af aktiviteter

Dataproces har indgået en aftale med det tyske rådgivningshus Lexis & Rother Partnerschaftsgesellschaft om overtagelse af aktiviteter inden for skoleudviklingsplanlægning, dagtilbudsplanlægning og kapacitetsplanlægning for kommuner i Tyskland.

Som led i aftalen overtager Dataproces Lexis & Rothers abonnementsbaserede monitoreringsaktivitet inden for elevtalsprognoser og elevudvikling samt tilhørende knowhow, arbejdsmodeller og etablerede relationer på det tyske kommunemarked. Aktiviteten genererede i 2025 tilbagevendende abonnementsindtægter (ARR) på EUR 14.800.

Købesummen udgør EUR 37.000.

Aftalen indebærer samtidig, at Lexis & Rothers stifter og hovedaktionær, Ulrike Lexis, i minimum tre år stiller sine konsulentkompetencer til rådighed for Dataproces. Ulrike Lexis har gennem flere årtier rådgivet tyske kommuner inden for skoleudviklings-, dagtilbuds- og kapacitetsplanlægning og opbygget omfattende erfaring og relationer på det tyske kommunemarked.

Som led i aftalen overtager Dataproces fremadrettet udførelsen af opgaver inden for skoleudviklings-, dagtilbuds- og kapacitetsplanlægning, som tidligere har været leveret af Lexis & Rother. Derudover etableres et langsigtet samarbejde, hvor Lexis & Rother henviser relevante rådgivnings- og softwaremuligheder til Dataproces. Omsætningen fra disse aktiviteter er ikke indeholdt i den oplyste ARR og repræsenterer dermed et yderligere indtjeningspotentiale.

Administrerende direktør Kasper Lund Nødgaard udtaler:

"Denne transaktion er et konkret eksempel på den strategi, vi har kommunikeret til markedet. Vi ønsker gradvist at udbygge vores tilstedeværelse i Tyskland gennem mindre opkøb og partnerskaber, som tilfører faglighed, netværk og markedsadgang.

Med Lexis & Rother styrker vi vores faglige platform inden for skoleudviklings-, dagtilbuds- og kapacitetsplanlægning, samtidig med at vi får adgang til betydelig erfaring og specialiseret viden på det tyske kommunemarked.

Vi har tidligere vist gennem blandt andet BoelPlan og samarbejdet med Index100, hvordan stærke faglige miljøer kan danne grundlag for udvikling af skalerbare softwareløsninger. Det er præcis den tankegang, der ligger bag denne investering."

Ulrike Lexis udtaler:

"Jeg er meget glad – og det samme er min partner Jens Rother – for, at vi nu kan indgå dette partnerskab. Samarbejdet åbner et nyt kapitel for os og vil efter vores vurdering styrke værdien af de ydelser, vi kan tilbyde vores kunder. Vi forventer at kunne tilbyde både flere og bedre løsninger end tidligere og dermed videreudvikle vores samlede tilbud til kommunerne."

Aftalen er den første transaktion gennemført som led i Dataproces' strategi om gradvist at udbygge sin tilstedeværelse på det tyske marked gennem mindre opkøb og strategiske partnerskaber.

Transaktionen forventes ikke isoleret set at have væsentlig indflydelse på selskabets finansielle forventninger for 2026/27.

Kontakter

John Norden

Certified Advisor

JN@nordencef.dk

Kasper Lund Nødgaard

CEO/Administrerende direktør

kn@dataproces.dk

Om Dataproces Group A/S

Dataproces er et innovativt IT- og konsulenthus med speciale i løsninger, der er målrettet landets kommuner og deres digitale administration. Løsningerne spænder bredt fra robotteknologi og SaaS til dataanalyser samt sparring og rådgivning. Udgangspunktet og formålet er dog altid det samme: At bruge data til at skabe ny viden, smartere processer og øget effektivitet til gavn for både borger og kommune.

Dataproces – vi skaber værdi med data!

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye