
Alefarm Brewing informerer om stærk udvikling på on-trade markedet
4.3.2026 09:00:00 CET | Alefarm Brewing | Investor Nyheder
Alefarm Brewing A/S informerer om, at udviklingen i salget til barer og restauranter i årets første måneder har været meget stærk
Investornyhed nr. 145
Alefarm Brewing informerer om stærk udvikling på on-trade markedet
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et innovativt dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag annoncere, at udviklingen af salget til barer og restauranter har været særdeles stærk i begyndelsen af 2026.
Januar og februar er typisk de mest stille måneder på året, når det kommer til salg af øl til barer og restauranter. Men sådan har det sandelig ikke været i 2026. Selskabet har tværtimod oplevet, at salget til on-trade markedet har været virkelig godt med en stigning på 88% i januar og på hele 100% i februar måned. Stigningerne er i forhold til salget i de tilsvarende måneder i 2025, hvor der i øvrigt også var betydelige stigninger.
Årsagen skal findes i en betydeligt større tilstedeværelse i segmentet, hvor Selskabets øl i dag sælges ud fra langt flere lokationer end tidligere. Derudover vil der på lokationerne typisk være et bredere udvalg af øllet end tidligere. Aftalen med en københavnsk restaurantkæde og etableringen af en Alefarm-bar på Nørrebrogade 1 i København vil helt sikkert være med udbygge denne position.
CEO, Kresten Thorndahl, udtaler:
"Vi er rigtigt glade for, at den store indsats, der er gjort for at få vores øl repræsenteret på langt flere barer og restauranter end tidligere, har båret frugt. Hurtige, præcise og hyppige leveringer af altid friskt øl – enten fra sortimentet eller fra de mange nye øl, vi producerer – giver os et renommé som en god leverandør, der altid er fleksibel. At barerne og restauranterne samtidigt har nemt ved at sælge vores øl, gør det til en god forretning for begge parter."
Supplerende information
For spørgsmål om fremgangen i on-trade markedet, der kan Selskabets CEO, Kresten Thorndahl, kontaktes på krt@alefarm.dk. Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på jn@nordencef.dk.
Kontakter
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum