
Sunrise Wind LLC vil anmode domstol om opsættende virkning mod påbud
I dag vil Sunrise Wind LLC (’Sunrise Wind’), et datterselskab fuldt ejet af Ørsted, indgive en klage til distriktsdomstolen for Washington DC i USA over påbuddet fra det amerikanske indenrigsministeriums Bureau of Ocean Energy Management (BOEM), som blev udstedt den 22. december 2025, og som har betydet, at Sunrise Wind-projektet ('Projektet') har måttet suspendere anlægsarbejdet. Projektet vil i forlængelse heraf anmode domstolen om at tillægge klagen opsættende virkning.
Selvom Sunrise Wind fortsat søger at indgå i en konstruktiv dialog med den amerikanske administration og andre interessenter for at finde en hurtig og holdbar løsning, mener Sunrise Wind, at påbuddet om at suspendere anlægsarbejdet strider imod gældende lovgivning. Opretholdelsen af dette påbud har betydelige negative konsekvenser for Projektet. Det har derfor været nødvendigt at tage retslige skridt for at beskytte Projektets rettigheder.
Sunrise Wind modtog alle nødvendige tilladelser, både på lokalt, delstatsligt og føderalt plan, efter en omfattende flerårig gennemgang. Et af kravene i godkendelsesprocessen var, at Projektet skulle rådføre sig med det amerikanske krigsministeriums koordineringsenhed for militær luftfart og beskyttelse af militære installationer (U.S. Department of Defense [War] Military Aviation and Installation Assurance Siting Clearinghouse) for at adressere potentielle konsekvenser for den nationale sikkerhed og den nationale forsvarsevne i forbindelse med opførelsen og driften af Projektet. Denne proces resulterede i indgåelsen af en formel aftale mellem det amerikanske krigsministerium (Department of War), det amerikanske luftvåbenministerium under krigsministeriet (Department of the Air Force) og Sunrise Wind, der fastlægger mitigerende foranstaltninger for Projektet.
Sunrise Wind har brugt og forpligtet sig økonomisk for milliarder af dollars i tillid til, og har imødekommet kravene i, denne grundige proces. Der var derudover yderligere gennemgange af og godkendelser fra den amerikanske kystvagt, den amerikanske hærs ingeniørregiment (U.S. Army Corps of Engineers) og den amerikanske fiskeritjeneste (National Marine Fisheries Service) samt adskillige andre instanser.
Projektet er i et fremskredent stadie af konstruktionsfasen og næsten 45 % færdigt. Projektet har installeret 44 ud af 84 monopælfundamenter og offshore omformerstationen. Opførelsen af elnetinfrastrukturen på land er stort set afsluttet, og de kystnære eksportkabler er blevet installeret. På tidspunktet for udstedelsen af påbuddet om at suspendere anlægsarbejdet forventedes Projektet at begynde at producere strøm allerede i oktober 2026.
I en tid med stigende energiefterspørgsel vil Projektet kunne levere pålidelig strøm og øget stabilitet til elnettet, og brancheeksperter forudser, at det vil øge forsyningskundernes risiko for lavere driftssikkerhed, hvis Sunrise Wind ikke færdiggøres. Projektet vil levere pålidelig og billig strøm til næsten 600.000 amerikanske hjem, når havvindmølleparken er i fuld drift i 2027, i henhold til den 25-årige kontrakt, der er indgået med delstaten New York.
Sunrise Wind har skabt tusindvis af amerikanske arbejdspladser på tværs af byggeri, drift, skibsbygning og produktion, herunder via beskæftigelse af mere end 1.000 fagforeningsmedarbejdere, som allerede har bidraget med mere end en million arbejdstimer til Projektet. Sunrise Wind er en del af Ørsteds investeringer i amerikansk energiproduktion, opgradering af elnettet, havneinfrastruktur og en forsyningskæde, herunder skibsbygning og produktion i USA, som strækker sig over mere end 40 delstater.
Den 1. januar 2026 indgav Revolution Wind LLC, et 50/50-joint venture mellem Global Infrastructure Partners’ Skyborn Renewables og Ørsted, en tilsvarende klage til distriktsdomstolen for Washington DC i USA.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Ørsted Global Media Relations
Frederik Høj Rühne
99 55 95 52
globalmedia@orsted.com
Sunrise Wind Media Contact
Karl-Erik Stromsta
+1 737-357-6777
karle@orsted.com
Ørsted Investor Relations
Valdemar Høgh Andersen
99 55 56 71
Ir@orsted.com
Om Ørsted
Ørsted er verdensførende inden for udvikling, opførelse og drift af havvindmølleparker og har sin kerneforretning i Europa. Ørsted har mere end 30 års erfaring inden for havvind og har en installeret havvindkapacitet på 10,2 GW og 8,1 GW under opførelse. Ørsted har en samlet installeret kapacitet af vedvarende energi på over 18 GW på tværs af Europa, Nordamerika og Asien og Stillehavsområdet. Selskabets portefølje omfatter også landvind, solenergi, energilagring, bioenergianlæg og handel med energi. Ørsted er anerkendt som et af verdens førende selskaber inden for bæredygtighed og har en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted har ca. 8.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2024 var koncernens driftsresultat eksklusive nye partnerskaber og annulleringsomkostninger 24,8 mia. kr. (3,3 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på LinkedIn og Instagram.
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum