Resultat af fortegningsretsemission

6.10.2025 19:59:49 CEST | Ørsted A/S | Antal stemmerettigheder og kapital

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, UDGIVES ELLER DISTRIBUERES, HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL USA, CANADA, AUSTRALIEN, JAPAN ELLER SYDAFRIKA, ELLER I NOGEN ANDEN JURISDIKTION, HVOR SÅDAN OFFENTLIGGØRELSE, UDGIVELSE ELLER DISTRIBUTION VILLE VÆRE ULOVLIG

Ørsted A/S (Selskabet) offentliggør i dag resultatet af fortegningsretsemissionen (Udbuddet) af nye aktier à nominelt 10 kr. (de Nye Aktier) med fortegningsret (Fortegningsretterne) for Selskabets eksisterende aktionærer (Eksisterende Aktionærer) i tegningsforholdet 15:7 og til en tegningskurs på 66,60 kr. pr. Ny Aktie i henhold til prospektet dateret den 15. september 2025 (Prospektet). For en beskrivelse af Udbuddet henvises til selskabsmeddelelse nr. 19 af 15. september 2025.

I alt 894.298.680 af de Nye Aktier (svarende til cirka 99,3 %) er tegnet af Eksisterende Aktionærer gennem udnyttelse af deres tildelte Fortegningsretter eller af andre investorer gennem købte Fortegningsretter, herunder er 451.522.164 af de Nye Aktier (svarende til cirka 50,1 %) blevet tegnet af den Danske Stat i henhold til statens tegningstilsagn. Efterspørgslen efter de resterende aktier har været ekstraordinær stor og har oversteget antallet af Nye Aktier, der ikke blev tegnet ved udnyttelse af Fortegningsretterne. På denne baggrund og for at imødekomme Selskabets store og forskelligartede aktionærgruppe, har Selskabets bestyrelse besluttet at allokere de resterende aktier som følger: Alle ordrer for resterende aktier op til 22.446 Nye Aktier vil modtage fuld allokering. Ordrer for resterende aktier, der overstiger 22.446 Nye Aktier, vil modtage allokering af 22.446 Nye Aktier. Som følge af efterspørgslen efter resterende aktier, vil banksyndikatet ikke tegne nogen Nye Aktier i henhold til deres garantistillelse.

Rasmus Errboe, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger:

”Jeg er meget tilfreds med den store opbakning til vores kapitaltilførsel fra små og store investorer fra ind- og udland, herunder fra vores hovedaktionær, den danske stat. Kapitaltilførslen styrker Ørsteds økonomiske fundament, så vi kan fokusere på at levere vores seks havvindmølleparker, der er under opførsel, fortsætte med at håndtere den regulatoriske usikkerhed i USA, samt udbygge vores position som en markedsleder inden for havvind.”

”Vi vil fortsat arbejde målrettet på at eksekvere vores strategi og levere resultater kvartal efter kvartal. Det er et langt, sejt træk, og vi har et stort stykke arbejde foran os i de kommende år, hvor vi skal sikre fremdrift på vores projekter under opførsel, forbedre vores konkurrenceevne og fokusere forretningen på havvind, særligt i Europa.”

Selskabet forventer at gennemføre Udbuddet den 9. oktober 2025 efter modtagelse af alle tegningsbeløb og registrering af kapitalforhøjelsen hos Erhvervsstyrelsen.

De Nye Aktier forventes at blive optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S under ISIN-koden for Selskabets eksisterende aktier, DK0060094928, den 10. oktober 2025.

Som anført i selskabsmeddelelse nr. 19 af 15. september 2025 kan Udbuddet under visse betingelser tilbagekaldes af Selskabet inden registrering af kapitalforhøjelsen vedrørende de Nye Aktier hos Erhvervsstyrelsen. Enhver sådan tilbagekaldelse vil blive offentliggjort i en selskabsmeddelelse via Nasdaq Copenhagen A/S.

Tidsplan
Tidsplanen for de resterende vigtigste begivenheder i forbindelse med Udbuddet forventes at være som følger:

Begivenhed

Dato

Gennemførelse af Udbuddet, inklusive afvikling af de Nye Aktier

9. oktober 2025

Registrering af kapitalforhøjelsen vedrørende de Nye Aktier hos Erhvervsstyrelsen          

 

9. oktober 2025

Første handelsdag og officiel notering af de Nye Aktier på Nasdaq Copenhagen A/S under den permanente ISIN-kode                         

 

10. oktober 2025

Forventet sammenlægning af midlertidige og permanente ISIN-koder

13. oktober 2025 efter kl. 17:59 CEST

Managers og juridiske rådgivere
Morgan Stanley & Co. International plc, BNP PARIBAS, Danske Bank A/S og J.P. Morgan SE fungerer som joint global coordinators og joint bookrunners, BofA Securities Europe SA og Goldman Sachs International fungerer som joint bookrunners, og Crédit Agricole Corporate and Investment Bank, Deutsche Bank Aktiengesellschaft, Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland, Coöperatieve Rabobank U.A., Skandinaviska Enskilda Banken, Danmark, filial af Skandinaviska Enskilda Banken AB (publ), Sverige og SMBC Bank EU AG fungerer som co-bookrunners.

Kromann Reumert fungerer som dansk juridisk rådgiver, og Latham & Watkins fungerer som international juridisk rådgiver for Selskabet. Bruun & Hjejle Advokatpartnerselskab fungerer som dansk juridisk rådgiver, og Allen Overy Shearman Sterling LLP fungerer som amerikansk juridisk rådgiver for Managers.

Lazard Fréres SAS og Morgan Stanley & Co. International plc. fungerer som finansielle rådgivere for Selskabet og dets bestyrelse.

Kontakt  
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Global Media Relations
Michael Korsgaard
99 55 95 52
mikon@orsted.com

Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
IR@orsted.com

Om Ørsted
Ørsted er verdensførende inden for udvikling, opførelse og drift af havvindmølleparker og har sin kerneforretning i Europa. Ørsted har mere end 30 års erfaring inden for havvind og har en installeret havvindkapacitet på 10,2 GW og 8,1 GW under opførelse. Ørsted har en samlet installeret kapacitet af vedvarende energi på over 18 GW på tværs af Europa, Nordamerika og Asien og Stillehavsområdet. Selskabets portefølje omfatter også landvind, solenergi, energilagring, bioenergianlæg og handel med energi.  Ørsted er anerkendt som et af verdens førende selskaber inden for bæredygtighed og har en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted har ca. 8.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2024 var koncernens driftsresultat eksklusive nye partnerskaber og annulleringsomkostninger 24,8 mia. kr. (3,3 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på LinkedIn og Instagram.

Vigtig ansvarsfraskrivelse

Denne selskabsmeddelelse udgør ikke et informationsdokument (offering circular) eller prospekt som defineret i forordning (EU) nr. 2017/1129 af 14. juni 2017 med senere ændringer (Prospektforordningen), og intet heri udgør et udbud af værdipapirer og erstatter ikke værdipapirernes prospekt, som er tilgængeligt gratis på Selskabets hjemmeside. Finanstilsynets godkendelse af prospektet skal ikke opfattes som en anbefaling om at investere i nogen aktier i Selskabet. Enhver investeringsbeslutning bør udelukkende træffes på grundlag af prospektet (inklusive eventuelle tillæg dertil, hvis relevant), og investorer bør læse prospektet (inklusive eventuelle tillæg dertil, hvis relevant), før de træffer en investeringsbeslutning, for at forstå de fulde potentielle risici og fordele forbundet med beslutningen om at investere. Investering i aktier indebærer adskillige risici, herunder et totalt tab af den oprindelige investering.

Denne selskabsmeddelelse er ikke et tilbud om at sælge eller en opfordring til at afgive et tilbud om køb af værdipapirer udstedt af Ørsted i nogen jurisdiktion, hvor et sådant tilbud eller salg ville være ulovligt, og selskabsmeddelelsen samt de oplysninger, der er indeholdt heri, må hverken direkte eller indirekte distribueres eller offentliggøres i eller til en sådan jurisdiktion.

Denne selskabsmeddelelse og de oplysninger, der er indeholdt heri, må ikke distribueres eller videredistribueres, hverken direkte eller indirekte, i eller til USA (herunder dets territorier og besiddelser, nogen delstat i USA og District of Columbia) (USA), Canada, Australien, Japan eller Sydafrika eller i nogen anden jurisdiktion, hvor distribution eller videredistribution ville være ulovlig. Denne selskabsmeddelelse udgør ikke og skal ikke fortolkes som et tilbud om salg eller en opfordring til at afgive et tilbud om tegning, salg eller køb af værdipapirer i USA, og det udgør ikke en del heraf. Værdipapirerne i Ørsted A/S er ikke og vil ikke blive registreret i henhold til U.S. Securities Act of 1933 med senere ændringer (Securities Act) eller værdipapirlovgivningen i nogen delstat eller anden jurisdiktion i USA og må ikke udbydes, pantsættes, sælges, leveres, tegnes, udnyttes, videresælges, frasiges eller på anden måde overdrages, hverken direkte eller indirekte, i eller til USA uden registrering eller en gyldig dispensation fra eller i en transaktion, der ikke er underlagt registreringskravene i Securities Act, og som i alle tilfælde er i overensstemmelse med gældende værdipapirlovgivning i en hvilken som helst delstat eller anden jurisdiktion i USA. Der er ingen hensigt om at foretage et offentligt udbud af værdipapirer i USA.

I enhver medlemsstat i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-medlemsstat) ud over Danmark, er denne selskabsmeddelelse udelukkende rettet til og henvender sig udelukkende til investorer i den pågældende EØS-medlemsstat, som opfylder kriterierne for dispensation fra forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt, herunder kvalificerede investorer, jf. definitionen i Prospektforordningen.

I Storbritannien udsendes denne selskabsmeddelelse kun til og er kun rettet mod: (A) kvalificerede investorer, som defineret i artikel 2 i den britiske udgave af forordning (EU) 2017/1129, da den udgør en del af national ret i kraft af Den Europæiske Unions lov af 2018 (Udtrædelsesaftalen) med senere ændringer; og som også er (B)(i) professionelle investorer, der er omfattet af artikel 19, stk. 5, i den britiske Financial Services and Markets Act 2000 (Financial Promotion) Order 2005 (Bekendtgørelsen), eller (ii) formuende personer, der er omfattet af bekendtgørelsens artikel 49, stk. 2, litra a)-d), eller (iii) andre personer, til hvem en sådan kommunikation lovligt kan videregives (de personer, der er beskrevet i (A) og (B)(i) til (iii) ovenfor, betegnes samlet som 'relevante personer'). Enhver person, der ikke er en relevant person, bør ikke handle ud fra eller stole på dette dokument eller dets indhold.

Forhold, der drøftes i denne selskabsmeddelelse, kan udgøre udsagn om fremtiden. Udsagn om fremtiden er udtalelser, der ikke er historiske fakta, og som kan identificeres ved ord som 'tror', 'forventer', 'forudser', 'har til hensigt', 'skønner', 'vil', 'kan', 'fortsætter', 'bør' og lignende udtryk. Udsagnene om fremtiden i denne selskabsmeddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf en stor del er baseret på yderligere forudsætninger. Selvom Selskabet vurderer, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev foretaget, er de i sagens natur forbundet med betydelige kendte og ukendte risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold, der er vanskelige eller umulige at forudsige eller uden for Selskabets kontrol. Sådanne risici, usikkerheder, uforudsete hændelser og andre væsentlige forhold kan medføre, at de faktiske begivenheder afviger væsentligt fra de forventninger, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med de fremadrettede udsagn i denne selskabsmeddelelse. Selskabet, Managers og dets rådgivere frasiger sig udtrykkeligt en hvilken som helst forpligtelse eller et hvilket som helst løfte om at offentliggøre eventuelle opdateringer eller ændringer af de udsagn om fremtiden, der er beskrevet i denne selskabsmeddelelse. Derfor opfordrer Selskabet læserne til ikke at tillægge de udsagn om fremtiden beskrevet i denne selskabsmeddelelse uforholdsmæssig megen vægt. De oplysninger, synspunkter og udsagn om fremtiden, der er indeholdt i denne selskabsmeddelelse, er kun gældende pr. datoen for denne selskabsmeddelelses offentliggørelse og kan ændres uden varsel.

Denne selskabsmeddelelse udgør ikke en investeringsanbefaling. Prisen og værdien af værdipapirer og eventuelle indtægter derfra kan gå både op og ned, og du risikerer at miste hele din investering. Tidligere resultater er ikke en garant for fremtidige resultater. Oplysningerne i denne selskabsmeddelelse kan ikke lægges til grund for fremtidige resultater.

Morgan Stanley & Co. International plc, BNP PARIBAS, Danske Bank A/S, J.P. Morgan SE, BofA Securities Europe SA, Goldman Sachs International, Crédit Agricole Corporate and Investment Bank, Deutsche Bank Aktiengesellschaft, Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland, Coöperatieve Rabobank U.A., Skandinaviska Enskilda Banken, Danmark, filial af Skandinaviska Enskilda Banken AB (publ), Sverige og SMBC Bank EU AG (Managers) handler udelukkende på vegne af Selskabet og ingen andre i forbindelse med Udbuddet og vil ikke betragte nogen anden person (uanset om vedkommende har modtaget denne selskabsmeddelelse eller ej) som deres klient i relation hertil. De vil ikke være ansvarlige over for andre end Selskabet for at yde den beskyttelse, der gives til deres klienter, eller for at yde rådgivning i relation til Udbuddet, der er omtalt i denne selskabsmeddelelse, eller nogen anden transaktion, ordning eller forhold, der er omtalt i denne selskabsmeddelelse.

Indholdet af denne selskabsmeddelelse er udarbejdet af Selskabet og er udelukkende Selskabets ansvar. Endvidere påtager ingen af Managers eller nogen af deres respektive datterselskaber, tilknyttede selskaber eller nogen af deres respektive direktører, ledelsesmedlemmer, medarbejdere, rådgivere, agenter eller andre personer sig noget ansvar eller nogen form for hæftelse for, eller afgiver nogen erklæring om eller garanti for, hverken udtrykkelig eller underforstået, sandheden, nøjagtigheden, fuldstændigheden eller rimeligheden af oplysningerne eller synspunkterne i denne selskabsmeddelelse (eller om nogen oplysninger er udeladt fra selskabsmeddelelsen) eller andre oplysninger vedrørende Selskabet eller tilknyttede selskaber, uanset om de er skriftlige, mundtlige eller i visuel eller elektronisk form, og uanset hvordan de er transmitteret eller gjort tilgængelige, eller for noget tab, der måtte opstå som følge af brugen af denne selskabsmeddelelse eller dens indhold eller på anden måde i forbindelse hermed.

 

 

Selskabsmeddelelser på andre sprog

Vedhæftninger

Abonner på vores selskabsmeddelelser

Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.

Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.

Vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye