
Demant A/S: Demant køber KIND og øger koncernens aftryk betydeligt inden for hørebehandling
Selskabsmeddelelse nr. 2025-08 11. juni 2025
Demant køber KIND og øger koncernens aftryk betydeligt inden for hørebehandling
Aktietilbagekøbsprogrammet suspenderet pr. dags dato, men ellers forbliver forventningerne til 2025 uændrede, mens lukning af transaktionen afventes
Demant har i dag underskrevet en aftale om at købe KIND Group (KIND), som er en af verdens førende detailhandlere af høreapparater med ca. 650 høreklinikker, for en samlet købssum på EUR 700 mio. (ca. DKK 5,2 mia.) på kontant- og gældfri basis. Transaktionen vil være det største opkøb, Demant nogensinde har foretaget, og vil udvide koncernens globale Hearing Care-forretning til at omfatte mere end 4.500 høreklinikker på verdensplan.
Fælles ambitioner
Siden KIND blev grundlagt i 1952 af KIND-familien, er virksomheden vokset til at blive en af de førende udbydere af hørebehandling i Tyskland med aktiviteter i flere andre lande baseret på en ambition om at tilbyde professionel service i høj kvalitet og forbedre livskvaliteten for mennesker med høretab. Demant, hvis formål er at skabe livsændrende forskelle gennem hørebehandling, deler denne ambition om at forbedre livet for mennesker med høretab. KINDs stærke kultur og værdisæt, som er udviklet gennem årtiers familieejerskab, stemmer godt overens med Demants kultur og værdier, og Demant, hvis aktiemajoritet ejes af William Demant Fonden, er ligeledes en virksomhed, der oprindeligt blev grundlagt af en familie.
“Det er med stolthed og begejstring, vi i dag offentliggør denne historiske aftale mellem Demant og KIND. Vores fælles værdier – tillid, omsorg og innovation – passer perfekt sammen, og kombinationen af KINDs stærke brand og dokumenterede resultater og Demants avancerede teknologi, globale rækkevidde samt erfaring inden for hørebehandling er et unikt strategisk match. Den fortsatte udvidelse af vores globale netværk af høreklinikker hører uløseligt sammen med vores ambition om at forbedre så mange liv som muligt. Denne udvidelse af vores aktiviteter inden for hørebehandling i Centraleuropa understøtter vores langsigtede ambitioner om at hjælpe flere mennesker med høretab gennem individuel behandling og samtidig forblive en betroet samarbejdspartner for de uafhængige høreapparatforhandlere,” siger Søren Nielsen, koncernchef & adm. direktør for Demant.
KIND er et yderst anerkendt brand inden for hørebehandling med en velfungerende organisation, som er opbygget over flere årtier af dygtige og erfarne medarbejdere, som p.t. tæller omkring 3.000. Ejer og CEO, Dr. Alexander Kind siger:
“Som en familievirksomhed har vores vigtigste ansvar altid været at sikre selskabets langsigtede succes og stabilitet, og i Demant har vi fundet den ideelle partner til at føre vores arv videre. Kombinationen af de to virksomheder vil sikre en førende position på det tyske marked for hørebehandling. Demant kommer med den styrke, størrelse og ekspertise, der er nødvendig for at skabe varig værdi for vores medarbejdere, vores kunder og virksomheden som helhed. Vores virksomhed er nu bedre rustet til fremtiden og er i de bedste hænder. Som familie er vi helt og aldeles overbevist om, at de værdier, som vores virksomhed er bygget på, vil fortsætte med at blomstre,” siger Dr. Alexander Kind, ejer og CEO for KIND.
Et unikt strategisk match
Opkøbet understøtter Demants strategi om at udvide virksomhedens globale position inden for hørebehandling – på det seneste med særligt fokus på det tyske marked – og vil løfte koncernen til en position som ledende udbyder af hørebehandling på et af verdens største markeder, hvor der årligt sælges ca. 1,7 millioner apparater. KIND driver ca. 600 høreklinikker i Tyskland, og transaktionen omfatter også ca. 30 KIND-klinikker i Schweiz samt et mindre antal klinikker i Østrig, Luxembourg og Singapore.
Demant og KIND har samarbejdet i mere end 20 år, og at KIND nu bliver en del af Demant-koncernen, er en fortsættelse af dette succesfulde samarbejde. Med dette opkøb kommer Demant til at drive et nationalt netværk bestående af mere end 900 høreklinikker på det konkurrenceprægede og meget fragmenterede tyske marked. Niels Wagner, President, har stået i spidsen for Demants Hearing Care-forretning siden 2007:
“Jeg ser frem til at byde KINDs medarbejdere velkommen til Demant og vores voksende Hearing Care-forretning, som er karakteriseret ved stort engagement blandt alle vores medarbejdere, og hvor vores hørespecialister årligt betjener millioner af mennesker. I de seneste år har vi udvidet vores aktiviteter i Tyskland, og med KIND som en del af Demant-koncernen kan vi forbedre vores position yderligere og drage fordel af et af de førende brands i høreapparatindustrien. Vi tror, at et samarbejde bygget på tillid mellem høreapparatbrugeren og en professionel hørespecialist er altafgørende, når man køber høreapparater. Det samme gælder adgang til avanceret teknologi, hvilket er grunden til, at vi gør det muligt for hørespecialister at tilbyde høreløsninger og anvende behandlingsstandarder, som ikke kun er fantastiske at arbejde med, men også ægte livsændrende for mennesker med høretab,” siger Niels Wagner, President, Hearing Care, Demant.
Ud over at være aktiv inden for hørebehandling har KIND også en række klinikker, som sælger briller, samt en mindre høreapparatfabrik og distributionsvirksomhed.
Finansiel påvirkning og yderligere transaktionsoplysninger
KIND forventes at generere en omsætning på omkring EUR 300 mio. (ca. DKK 2,2 mia.) i 2026, justeret i forhold til Demants regnskabsprincipper. Omsætningen forventes at vokse organisk på niveau med den globale markedsvækstrate på 4-6 % om året. EBIT-marginen før særlige poster forventes i 2026 at ligge i midt-tierne.
Opkøbet medfører vigtige synergier med Demant-koncernen, hvad angår både omsætning og omkostninger. Synergierne forventes at være fuldt realiseret senest ved udgangen af 2027 og at få fuld effekt fra 2028. Vi planlægger at indregne visse særlige poster vedrørende transaktions- og integrationsomkostninger i de første to år efter closing og planlægger at kunne dele flere detaljer efter closing. Når synergierne er fuldt realiseret, forventer vi at øge EBIT-marginbidraget fra KIND, således at det vil matche Demant-koncernens aktuelle niveau. Opkøbet forventes at generere solide pengestrømme og at få en positiv effekt på indtjeningen pr. aktie (EPS) det første år efter closing.
Den samlede købesum på EUR 700 mio. (DKK 5,2 mia.) på kontant- og gældfri basis vil blive betalt kontant ved closing og vil blive fuldt finansieret ved hjælp af lånefaciliteter. Som følge af opkøbet forventes koncernens gearing-multipel (NIBD/EBITDA) at være omkring 3,5 ved closing. Den vil således midlertidigt overstige vores mellemlange til langsigtede mål om en gearing-multipel på 2,0-2,5. Koncernen vil prioritere at nedbringe gearingen og forventer at returnere til målintervallet 18-24 måneder efter closing.
Koncernens aktietilbagekøbsprogram er sat på pause pr. dags dato. Vores forventninger til 2025 forbliver derudover uændrede, mens vi afventer lukning af transaktionen, som er underlagt sædvanlige closing-betingelser og myndighedsgodkendelser. Closing forventes at ske i H2 2025.
Om KIND
KIND, hvis hovedkvarter ligger i Großburgwedel i nærheden af Hannover, er Tysklands førende familieejede virksomhed inden for hørebehandling og høreapparatteknologi. Virksomheden, som blev grundlagt i 1952, driver i dag omkring 650 hørespecialistforretninger i hele Tyskland og internationalt med fokus på professionel tilpasning samt omfattende efterbehandling og beskæftiger omkring 3.000 medarbejdere. KIND er synonymt med kundeorienteret service, fair priser samt transparent og behovsbaseret rådgivning. KIND dækker hele værdikæden inden for hørebehandling og har siden 2016 også været aktiv inden for optik.
Om Demant
Demant er en af verdens førende koncerner inden for høresundhed og er bygget på en arv af omsorg, sundhed og innovation siden 1904. Koncernen tilbyder innovative teknologier, løsninger og ekspertise, der hjælper mennesker med at høre bedre. Demant er aktiv og engageret i alle aspekter inden for høresundhed – fra behandling og høreapparater til diagnostisk udstyr og serviceydelser. Med hovedsæde i Danmark beskæftiger koncernen over 22.000 medarbejdere globalt og er til stede med høreløsninger i 130 lande med fokus på at skabe livsændrende forskelle gennem høresundhed. William Demant Fonden ejer aktiemajoriteten i Demant A/S, som er noteret på Nasdaq Copenhagen, hvor aktien er blandt de 25 mest handlede aktier.
Telekonference for investorer og analytikere
Demant afholder en telekonference i dag, den 11. juni, kl. 10.15 CEST. Telekonferencen vil blive vist via webcast på vores hjemmeside www.demant.com. Hvis man ønsker at deltage i telekonferencen for at stille spørgsmål, bedes man forhåndsregistrere sig her for at modtage opkaldsdetaljer og adgangskode. Præsentationen, der vises på telekonferencen, vil blive uploadet på vores hjemmeside, kort før konferencen starter.
Telekonference for pressen
Demant afholder et Microsoft Teams-møde for journalister i dag, den 11. juni, kl. 9.15 CEST. Søren Nielsen, koncernchef & adm. direktør for Demant, vil give en kort præsentation efterfulgt af en live Q&A-session. Hvis man ønsker at deltage i mødet, bedes man sende en anmodning til Henrik Axel Lynge Buchter, Manager External Communication hos Demant, på heey@demant.com.
Yderligere information: Søren Nielsen, koncernchef & adm. direktør Telefon +45 3917 7300 |
Øvrige kontaktpersoner: René Schneider, CFO Gustav Høegh, Investor Relations Officer Henrik Axel Lynge Buchter, Manager of External Communications |
Kontakter
Henrik Axel Lynge Buchter
External Communication Manager
Corporate Communication & Sustainability
Tlf:
Om Demant A/S
Demant is a world-leading hearing healthcare group that offers innovative technologies, solutions and expertise to help people hear better. In every aspect, from hearing care and hearing aids to diagnostic equipment and services, Demant is active and engaged. Headquartered in Denmark, the Group employs more than 22,000 people globally and is present with solutions in 130 countries creating life-changing differences through hearing health. William Demant Foundation holds the majority of shares in Demant A/S, which is listed on Nasdaq Copenhagen and among the 25 most traded stocks.
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum