
Ørsted indstiller udviklingen af havvindprojektet Hornsea 4 i dets nuværende form
Ørsted har i dag besluttet at indstille udviklingen af Hornsea 4-projektet i Storbritannien i dets nuværende form. Siden Ørsted fik tildelt en differencekontrakt (CfD) i sjette tildelingsrunde i Storbritannien i september 2024, er det 2.400 MW store Hornsea 4-projekt blevet ramt af en række negative udviklinger i form af stadigt stigende leverandøromkostninger, højere renter samt en øget risiko for, at Hornsea 4 ikke kan opføres og drives inden for tidsplanen for et projekt af denne størrelse.
Samlet set har denne udvikling øget eksekveringsrisikoen og forringet projektets værdiskabelse. Derfor har Ørsted besluttet for nuværende at indstille investeringerne i projektet og ophæve leverandørkontrakterne, hvilket betyder, at Ørsted ikke vil levere Hornsea 4 under den differencekontrakt, som virksomheden fik tildelt i sjette tildelingsrunde.
Ørsted vil vurdere mulighederne for en fremtidig udvikling af Hornsea 4-projektet på baggrund af de fortsatte havbundsrettigheder, nettilslutningsaftalen og myndighedsgodkendelsen til at udvikle projektet.
Rasmus Errboe, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger:
"Vi er fast besluttet på fortsat at være en vigtig partner for den britiske regering i bestræbelserne på at nå dens ambitiøse mål for udbygning af havvind, og vi sætter stor pris på det arbejde, den har gjort for at opstille klare rammebetingelser for at understøtte havvind. Men da vores kapitalallokering er baseret på en disciplineret og værdifokuseret tilgang, har vi efter nøje overvejelser besluttet at indstille udviklingen af Hornsea 4-projektet i dets nuværende form i god tid før den planlagte investeringsbeslutning senere på året."
"Vi har modnet projektet i løbet af de seneste ni måneder og arbejdet utrætteligt sammen med interessenter og leverandører for at håndtere de forskellige projektrisici, der er ved et projekt af denne størrelsesorden. I udviklingsfasen har vi udvist stor påpasselighed med at påtage os investeringsforpligtelser over for vores leverandører, og derfor ligger vores investeringsforpligtelser et godt stykke under vores tærskel herfor. Den negative makroøkonomiske udvikling, fortsatte udfordringer i forsyningskæden og forøgede eksekverings-, markeds- og driftsrisici har reduceret værdiskabelsen."
"Jeg vil gerne understrege, at vi i Ørsted fortsat tror fuldt og fast på de langsigtede økonomiske og værdimæssige perspektiver for havvind i Storbritannien. Vi vil fastholde projektrettighederne til Hornsea 4-projektet i vores udviklingsportefølje, og vi vil søge at udvikle projektet på et senere tidspunkt på en måde, der er mere værdiskabende for os vores aktionærer.”
Som følge af denne beslutning forventer Ørsted at skulle afholde afviklingsomkostninger på 3,5-4,5 mia. kr. i 2025. Effekten på EBITDA forventes at blive på 3,0-3,5 mia. kr., hvilket omfatter en nedskrivning af offshoretransmissionsanlæggene og en hensættelse til kontraktmæssige annulleringsomkostninger (ikke inkluderet i EBITDA-guidance). Derudover nedskrives de aktiverede anlægsomkostninger på ca. 0,5-1,0 mia. kr. (påvirker ikke EBITDA).
Ørsteds tidligere udmeldte EBITDA for 2025 eksklusive nye partnerskabsaftaler og annulleringsomkostninger på 25-28 mia. kr. er uændret. Ørsteds forventninger til bruttoinvesteringerne for 2025 på 50-54 mia. kr. er også uændrede.
Global Media Relations
Tom Christiansen
99 55 60 17
tomlc@orsted.com
Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com
Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker og bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg. Ørsted rangerer på CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.300 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2024 en omsætning på 71,0 mia. kr. (9,5 mia. euro). Besøg orsted.com eller følg os.
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum