Flot forretningsvækst og stærk kreditkvalitet
Arbejdernes Landsbank Koncernen, der har Vestjysk Bank (73 pct. ejerskab) og AL Finans som datterselskaber, kommer ud af årets første 9 måneder med et samlet resultat på 1.849 mio. kr. før skat, og det er lidt bedre end forventet.
Arbejdernes Landsbank Koncernens regnskab til og med tredje kvartal 2024 byder på et overskud på 1.849 mio. kr. før skat. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år (1.821 mio. kr.) er det en forbedring på 28 mio. kr. svarende til en forbedring på 1,5 pct.
“Koncernen har i årets første tre kvartaler haft en bred vækst i forretningsomfanget på 5,8 pct. Der har især været god fart på udlånet, som er steget med 7,2 pct. i løbet af 2024. Det kan vi kun være tilfredse med,” siger viceadministrerende direktør Frank Mortensen.
Han fremhæver ligeledes koncernens nedskrivninger, som viser en indtægt som følge af forbedrede makroøkonomiske udsigter og stærk kreditkvalitet. Koncernen kan således tilbageføre 117 mio. kr. på nedskrivninger.
”Vi havde forventet en normalisering af nedskrivningsniveauet i 2024 og dermed negative nedskrivninger. Men vi er endnu en gang blevet positivt overraskede. Vi kan konstatere, at vores kunder stadig har det godt og er i stand til at tilbagebetale deres lån, og det er vi selvfølgelig glade for,” siger Frank Mortensen.
Med det aktuelle resultat efter årets første ni måneder fastholder Arbejdernes Landsbank Koncernen forventningen om et årsresultat i niveauet 2,0-2,4 mia. kr. før skat.
Højt renteniveau og fine afkast på investeringer
Det forholdsvist høje renteniveau i 2024 – særligt i første halvår – har påvirket koncernens investeringsaktiviteter og kundeaktiviteter positivt. Nettorenteindtægterne på 2.482 mio. kr. år-til-dato er således 55 mio. kr. højere end ved samme tid i 2023.
”Vi forventer dog, at renteindtægterne har toppet, da der har været en nedadgående trend igennem 2024,” tilføjer Frank Mortensen.
Kursreguleringer og udbytte på 529 mio. kr. udgør en stigning på 84 mio. kr. (18,9 pct.) i 2024 sammenlignet med samme tidspunkt i 2023.
Stigning i både udlån og indlån
Koncernen oplever fortsat vækst i forretningsomfanget på alle områder. Koncernens samlede udlån er foreløbig vokset med 7,2 pct. i løbet af 2024 (mod 5,7 pct. ved samme tidspunkt sidste år). Indlån er steget med 4,0 pct. (3,2 pct. ved samme tidspunkt sidste år).
Omkostningerne er som forventet steget i forhold til sidste år som følge af flere ansatte, overenskomstmæssig lønstigning og højere IT-udgifter.
Årsresultat og årsrapport for 2024 offentliggøres den 5. februar 2025.
Kontakter
Om Aktieselskabet Arbejdernes Landsbank
Arbejdernes Landsbank er den 6. største bank i Danmark med ca. 350.000 kunder, 1.200 ansatte og 59 filialer fordelt over hele landet.
Banken tilbyder finansielle produkter og ydelser kombineret med ansvarlig rådgivning til private, foreninger og små og mellemstore virksomheder. Banken er 15 år i træk kåret til danskernes foretrukne bank i den største uafhængige tilfredshedsundersøgelse af danske banker (Voxmeter 2024).
Det er vores mål, at rådgivningen skal skabe værdi for kunden, og at serviceniveauet hører til et af landets absolut højeste. På det værdigrundlag driver vi en sund bank med en solid økonomi og med stor respekt for vores kunders tid og penge.
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum