Vestjysk Banks halvårsrapport for 2024
Hovedpunkter for 1. halvår 2024
Vestjysk Bank fortsætter den positive udvikling i bankdriften og realiserede i 1. halvår 2024 et tilfredsstillende resultat før skat på 598 mio. kroner. Resultatet er 19 mio. kroner bedre end for samme periode sidste år.
Den positive udvikling er drevet af udviklingen i bankens forretningsomfang. Netto renteindtægterne udgør for perioden 623 mio. kroner, hvilket er 31 mio. kroner mere end i 1. halvår 2023. Udlånet er desuden steget 1.239 mio. kroner (6,7 %) siden ultimo 2023.
Udover den positive effekt af de stigende renter bidrager især kursreguleringer positivt til periodens resultat. Kursreguleringerne udgør en indtægt på 74 mio. kroner, hvor de i samme periode sidste år udgjorde en indtægt på 97 mio. kroner.
Periodens nedskrivninger udgør en nettotilbageførsel på 61 mio. kroner mod en nettotilbageførsel på 68 mio. kroner i samme periode i 2023.
Det er fortsat vurderingen, at der er betydelige risici i relation til den økonomiske udvikling. Det ledelsesmæssige skøn fastholdes på 475 mio. kroner, som udmeldt i Årsrapport 2023 og dækker de økonomiske usikkerheder relateret til landbruget, udviklingen i rente- og inflationsniveauerne samt modelusikkerhed.
Vestjysk Banks resultat for 1. halvår 2024 i hovedpunkter (tal i parentes er sammenligningstal for 1. halvår 2023):
- Resultatet før skat udgør 598 mio. kroner (579 mio. kroner)
- Egenkapitalen forrentes med 17,4 % p.a. før skat (19,0 % p.a.)
- Basisindtægter udgør 1.050 mio. kroner (1.022 mio. kroner)
- Kursreguleringer udgør 74 mio. kroner (97 mio. kroner)
- Udgifter til personale og administration udgør 493 mio. kroner (472 mio. kroner)
- Omkostningsprocenten er på 49,0 (49,9). Eksklusiv kursreguleringer er omkostningsprocenten 52,7 (55,2)
- Basisresultatet før nedskrivninger udgør 535 mio. kroner (513 mio. kroner)
- Nettotilbageførsler på nedskrivninger på udlån og tilgodehavender m.v. udgør 61 mio. kroner (68 mio. kroner)
- Kapitalprocenten udgør 25,1 (25,2). Overdækningen er 8,4 procentpoint svarende til 2.050 mio. kroner.
Forventninger til 2024
I forbindelse med årsrapporten for 2023 udmeldte banken en forventning om et resultat før skat i niveauet 1.000-1.200 mio. kroner.
Banken fastholder forventningerne til årets resultat før skat.
Henvendelser
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til administrerende bankdirektør Peter Hupfeld på tlf. 96 63 21 53.
Vestjysk Bank A/S
Kim Duus Peter Hupfeld
Bestyrelsesformand Adm. bankdirektør
Vestjysk Bank A/S
Industrivej Syd 13C
7400 Herning
Telefon 96 63 20 00
CVR-nr. 34 63 13 28
Om Vestjysk Bank A/S
Vestjysk Bank er blandt de 10 største banker i Danmark og har 25 filialer i Øst-, Midt- og Vestjylland. Banken har hovedsæde i Herning, beskæftiger ca. 630 medarbejdere og kan dateres tilbage til 1874.
Banken har ca. 180.000 kunder og tilbyder en bred vifte af finansielle ydelser, herunder opsparing, finansiering, kapitalforvaltning samt pension til både privat- og erhvervskunder. Banken har fem nicheområder; Landbrug, Fiskeri, Vedvarende energi, Private Banking og Storkunder.
I Vestjysk Bank har vi en ambition om at være Danmarks stærkeste lokalbank. Vi engagerer os aktivt i de lokalsamfund, vi er en del af og har fokus på at skabe en tæt relation til kunderne gennem nærværende og personlig rådgivning. Det er vores udgangspunkt for at skabe mest mulig værdi for både kunderne og banken.
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum