Delårsrapport for første halvår 2024 – øget indtjening fra havvindmølleparker, god udvikling i vores forretningsplan og idriftsættelse af ca. 2 GW vedvarende kapacitet
Ørsteds bestyrelse har i dag godkendt delårsrapporten for første halvår 2024.
Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger i en kommentar til delårsrapporten for første halvår af 2024:
"Jeg er godt tilfreds med vores resultat. Driften kører godt, og især indtjeningen fra vores havvindmølleparker og dermed vores kerneforretning er steget. Vi fastholder derfor vores forventninger til EBITDA for hele året, og vi øger forventningerne til indtjeningen i vores havvindforretning.”
“I første halvår har vi eksekveret på den opdaterede forretningsplan, som vi præsenterede i februar, og vi har idriftsat en kapacitet på næsten 2 GW vedvarende energi, hvilket betyder, at vi kan levere vedvarende energi til mere end 1,5 millioner husstande på tværs af tre kontinenter. Det er et væsentligt bidrag til Ørsteds langsigtede kapacitetsmål inden for vedvarende energi.”
“Selv om Revolution Wind, et af vores havvindmølleprojekter i USA, viser god fremdrift i konstruktionen, er opførelsen af den landbaserede transformerstation til projektet blevet forsinket. Det betyder, at vi har skubbet den kommercielle driftsdato fra 2025 og ind i 2026, hvilket medførte en nedskrivning. Det er naturligvis utilfredsstillende, og vi arbejder fortsat målrettet på at reducere risikoen i vores portefølje.”
“Markedet for grønne brændstoffer i Europa udvikler sig langsommere end forventet, og vi har derfor truffet den strategiske beslutning at nedprioritere vores indsats på markedet og ikke gå videre med udviklingen af FlagshipONE. Vi vil fortsætte vores fokus på og vores udviklingsindsats inden for grøn brint, som er afgørende for at kunne reducere CO2-udledningen i nøgleindustrier i Europa og tættere på vores kerneforretning.”
“Vi fastholder et stærkt fokus på at reducere risikoen ved at gennemføre vores projekter og prioritere vækstmuligheder med det højeste potentiale for værdiskabelse."
Forventninger
Vi fastholder vores forventninger til EBITDA for hele året på 23-26 mia. kr. eksklusive indtjeningen fra nye partnerskaber og effekten fra annulleringsomkostninger. Vi har dog øget vores forventninger til Offshore og reduceret vores forventninger til Bioenergy & Other.
Vi har sænket vores forventninger til bruttoinvesteringerne med 4 mia. kr. til 44-48 mia. kr. som følge af timingeffekter på tværs af vores projektportefølje.
Resultat for første halvår 2024
Driftsresultatet (EBITDA) i første halvår udgjorde 14,1 mia. kr. mod 10,2 mia. kr. i samme periode sidste år, hvoraf 1,3 mia. kr. vedrørte en nettotilbageførsel af hensættelser til annullerede projekter. EBITDA eksklusive nye partnerskaber og annulleringsomkostninger i første halvår 2024 udgjorde 12,8 mia. kr., hvilket er en underliggende stigning på 25 % i forhold til sidste år.
Indtjeningen fra vores havvindmølleparker udgjorde 11,3 mia. kr., hvilket er en stigning på 2,3 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år. Stigningen skyldes øget produktion fra vores havvindmølleparker Greater Changhua 1 og 2a, South Fork og Gode Wind 3, højere vindhastigheder, højere priser på de inflationsindekserede differencekontrakter og grønne certifikater.
Nedskrivningerne havde en negativ effekt i første halvår af 2024 på -3,2 mia. kr., primært som følge af vores beslutning om ikke at gå videre med FlagshipONE (-1,5 mia. kr.), en forsinkelse i anlægsarbejdet på onshore-transformerstationen til Revolution Wind (-2,1 mia. kr.), en opdatering af dagsværdimålingen af Ocean Wind havområderne (-0,6 mia. kr.) og en stigning i den lange rente i USA (-1,0 mia. kr. i alt for vores portefølje i USA). Vi har til gengæld tilbageført tidligere bogførte nedskrivninger på Sunrise Wind, da projektet er blevet valgt af delstaten New York til at forhandle en OREC-aftale på plads (1,8 mia. kr.).
Afkastet af investeret kapital (ROCE) var på -12.4 %, hvilket primært skyldtes de nedskrivninger og annulleringsomkostninger, der har påvirket EBIT i løbet af de seneste 12 måneder. ROCE justeret for nedskrivninger og annulleringsomkostninger i første halvår af 2024 udgjorde 13,1 %.
mio. kr. |
Q2 2024 |
Q2 2023 |
% |
H1 2024 |
H1 2023 |
% |
EBITDA |
6.570 |
3.320 |
98 % |
14.058 |
10.230 |
37 % |
- Nye partnerskaber |
- |
- |
n.a. |
- |
- |
n.a. |
- Annulleringsomkostninger |
1.300 |
- |
n.a. |
1.300 |
- |
n.a. |
- EBITDA ekskl. nye partnerskaber |
5.270 |
3.320 |
59 % |
12.758 |
10.230 |
25 % |
Periodens resultat |
(1.678) |
(538) |
212 % |
931 |
2.664 |
(65 %) |
Pengestrømme fra driftsaktivitet |
6.081 |
2.447 |
149 % |
9.689 |
12.566 |
(23 %) |
Bruttoinvesteringer |
(8.292) |
(7.498) |
11 % |
(15.914) |
(16.266) |
(2 %) |
Frasalg |
2.993 |
(2.038) |
n.a. |
2.255 |
(2.054) |
n.a. |
Frie pengestrømme |
782 |
(7.089) |
n.a. |
(3.970) |
(5.754) |
(31 %) |
Rentebærende nettogæld |
49.366 |
43.924 |
12 % |
49.366 |
43.924 |
12 % |
FFO/justeret nettogæld |
22,7 |
17,7 |
5 %p |
22,7 |
17,7 |
5 %p |
ROCE |
(12,4) |
13,2 |
(26 %p) |
(12,4) |
13,2 |
(26 %p) |
Telekonference
I forbindelse med præsentationen af delårsrapporten for første halvår vil der blive afholdt en telekonference (på engelsk) for investorer og analytikere torsdag den 15. august 2024 kl. 14.00.
Telekonferencen (på engelsk) kan følges live på: Ørsted Interim report for the first half-year of 2024 (getvisualtv.net)
Præsentationsmateriale (på engelsk) vil være tilgængeligt før telekonferencen på: Investor Relations | Ørsted (orsted.com)
Delårsrapporten (på engelsk) kan downloades fra:
Annual reports and presentations | Ørsted (orsted.com)
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Global Media Relations
Carsten Birkeland Kjær
99 55 77 65
cabkj@orsted.com
Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com
Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.400 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2023 en omsætning på 79,3 mia. kr. (10,6 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com, eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og X.
Selskabsmeddelelser på andre sprog
Vedhæftninger
Abonner på vores selskabsmeddelelser
Hold dig opdateret ved at abonnere på vores selskabsmeddelelser.
Besøg vores nyhedsrum, og se flere selskabsmeddelelser fra os.
Vores nyhedsrum