![Demokraterne - hele Danmark skal leve](/data/images/public/13562220/14258117/c1acacfd-d604-4ba2-a07e-76e43f435b96-w_360_h_52.jpg)
Demokraterne: Nej til amerikanske soldater i Jylland - ny forsvarsaftale med USA bør skrinlægges!7.2.2025 14:46:06 CET | Demokraterne - hele Danmark skal leve | Pressemeddelelse
Den danske regering har underskrevet en forsvarsaftale mellem Danmark og USA, der giver grønt lys til, at amerikanske soldater og amerikansk militært udstyr som køretøjer, skibe og luftfartøjer kan stationeres permanent på flyvestationer i de tre jyske byer Aalborg, Karup og Skrydstrup. Aftalen blev underskrevet i december 2023, men der skal stemmes om aftalen i Folketinget i løbet af foråret. USA har siden Anden Verdenskrig haft en militær tilstedeværelse i Grønland. Pituffik/Thulebasen er det eneste tilbageværende amerikanske forsvarsområde i Grønland og dermed i Kongeriget Danmark. Partiet Demokraterne - hele Danmark skal leve opfordrer til, at aftalen om amerikanske baser skrinlægges. Repræsentanter for partiet henviser til den alvorlige situation, hvor USA's præsident Donald Trump truer Kongeriget Danmark og har ambitioner om at få kontrol og ejerskab over Grønland. Partiet opfordrer til sammenhold.