
Sex uden kondom og viden fra porno – ny undersøgelse kalder på styrket seksualoplysning til alle unge29.9.2026 04:30:00 CEST | Sex & Samfund | Pressemeddelelse
Over halvdelen af unge brugte ikke kondom sidst, de var sammen med en ny partner. Knap hver anden unge mand får sin viden om sex fra porno. Næsten hver sjette unge kvinde har gjort noget seksuelt, hun ikke havde lyst til, i forsøget på at præstere. Mere end hver tredje ung har ikke oplevet brugbar seksualundervisning. Det viser Sex & Samfunds nye ungeundersøgelse SexLiv 2026. Organisationen rykker ud til tusindvis af unge i hele landet med en ny oplysningskampagne støttet af Nordea-fonden.
















