EU’s krav om flere genbrugsflasker hjælper ikke klimaet17.3.2026 14:18:05 CET | Dansk Retursystem | Pressemeddelelse
I 2030 skal genbrugsflasker udgøre 10 % af markedet for drikkevarer, lyder krav fra EU. Men flere genbrugsflasker i Danmark sikrer ikke klimagevinster. Genbrugskravet vil medføre store omkostninger for bryggerierne, som vil ramme forbrugere i form af højere priser og ringere udvalg i supermarkedet, vurderer Dansk Retursystem, som mener, Folketinget og en ny regering bør lægge pres på EU-Kommissionen, så flasker og dåser, der indgår i det danske pant- og retursystem, fritages fra kravet. En ny livscyklusanalyse fra Teknologisk Institut viser, at der ikke er belæg for at konkludere, at genbrugsflasker generelt har en lavere klimapåvirkning end genanvendelige emballager.