”Vi har fået døde data til at blive levende data”

Del

Igennem 20 år har medejer Morten Nielsen samlet data om energiforbruget i virksomheden 3N Lakering, uden at de er blevet brugt til noget. Nu lever gamle og nye tal i en database, som både gør nytte for virksomheden og giver informationer til kunderne, som mange af dem efterspørger.

Foto: Goodwill Film, Asbjørn Kiel

Han bliver ofte kaldt for en ”tekniknørd,” fordi han nørder ting.

”Jeg nørder ting, der kan hjælpe i min hverdag og som simpelthen gør tingene nemmere. Derfor har jeg også i mange år sørget for at skrive al information om vores energiforbrug, såsom vand, el og gas ned i et regneark,” forklarer Morten, der er medejer i 3N Lakering i Thisted, og fortsætter:

 ”Det giver jo ikke rigtig nogen værdi, når det ikke bliver brugt, men vi manglede kompetencerne til at få dataene vist på den rigtige måde, så vi blandt andet kunne aflægge et ESG-regnskab. Derfor valgte vi at søge EU-midler, som kunne være med til at give os kompetencerne til at gøre døde data levende.”

Excel på steroider

Da de startede forløbet under SMV:Grønne Kompetencer, blev de tilknyttet en konsulent, som Morten afleverede dataene til.

”Nu har vi fået en virkelig gennemarbejdet rapport og et meget konkret værktøj, som blandt andet giver vores kunder mulighed for at få helt konkrete informationer om den enkelte ordre, såsom hvor meget CO2 produktet har udledt,” fortæller han.

Det havde de ikke haft mulighed for at levere, hvis ikke de havde deltaget i forløbet, er han sikker på.

”Jeg vil forklare det her værktøj – Power BI – som Excel på steroider. Her bliver al data samlet, det gamle er registreret nu, mens det nye bliver hentet via en direkte forbindelse til vores systemer. Vi skal ikke længere gøre noget for at få samlet den her viden manuelt i et regneark, nu sker det helt automatisk, så vi kan se det hele i realtid.”

Og det er ikke kun kunderne, der oplever det som en fordel.

”Det gør det samtidig meget lettere for os at anvende – vi sparer tid, vi skal ikke forholde os til data hele tiden, og så minimerer det vores fejl,” forklarer han.

Specialister inden for pulverlakering

Selvom 3N Lakering har eksisteret i 42 år, så har de fulgt med tiden og løbende specialiseret sig.

”Det var mine forældre, der startede virksomheden, og dengang lavede de kun autolakering. Efter et par år var her nogle naboer, der spurgte efter pulverlakering, og i 2018 tog vi det, jeg vil kalde for et kvantespring og solgte autolakeringsdelen fra, så vi nu kun fokuserer på pulverlakering. Dengang vi begyndte på pulverlakering, var der én mand ansat til den del, og i dag er vi 36, der udelukkende pulverlakerer.”
 
Pulverlakering består af en plasttype, der er granuleret til fint mel og som bliver overført med en pistol på strøm. Her sætter ”melet” sig på rengjorte flader, hvorefter emnet kommer ind i en ovn, der er 185 grader varm.

”Fordelen er, at det ikke skal hærde i flere dage, som andet maling skal. Her er det klar til brug, når det er nedkølet. Udfordringen er jo så, at ovnen skal være stor nok til de her emner, og det er her, vi har specialiseret os, for vi kan lakere et tankskib, hvis det skulle være. Vi pulverlakerer mange forskellige typer af emner. Det kan være landbrugsmaskiner eller inventar, der er stort set ikke det, vi ikke kan pulverlakere. Og så har vi også investeret en masse i lakeringsrobotter. Det hele er vores strategiske valg, og der vil jeg mene, at vi rammer godt.”

Med ind i maskinrummet

Ud over at Morten selv er blevet oplært, har han sørget for, at den nye viden er blevet masseret godt ind i hele medarbejderstaben.

”I første omgang var det mig selv, der skulle opkvalificeres, men det har været vigtigt for mig, at alle kommer med på rejsen, så den nye viden kommer ud til samtlige medarbejdere i virksomheden. Derfor er Joan og Allan også blevet klædt på, så vi alle er med inde i maskinrummet, og nu deler ud af den viden, vi har fået.”

Han tror helt afgjort på, at de her nye muligheder bliver et konkurrenceparameter, de aktivt kan bruge fremadrettet.

”Vi oplever flere kunder, der allerede efterspørger, at vi kan levere den her data. Det bliver simpelthen et krav fra markedet. Næste step er at finde ud af, hvordan vi bedst præsenterer det her for vores kunder. Lige nu kan vi sende det til dem, men hvis vi kan lave en lækker portal, som kunderne kan tilgå, og hvor de kan hente det, de har brug for, ville det være optimalt. Så det ligger lige til højrebenet, at de levende data nu skal gøres synlige og håndgribelige.”

Kampagne: Et grønt løft til danske virksomheder
Siden 2022 har virksomheder fra hele landet kunnet få støtte til at styrke deres kompetencer via EU-projektet SMV:Grønne Kompetencer.

I vores kampagne kan du bl.a. møde Martin fra STEFFCA, Torben fra REAL SAFETY, Steffen fra Fiskehallen Tvilling og Christopher fra liiteGuard – fælles for dem er, at de alle har benyttet sig af muligheden for at styrke virksomhedens grønne kompetencer. 
 
Læs de andre historier fra kampagnen

FAKTA om SMV:Grønne Kompetencer
SMV:Grønne Kompetencer er er et landsdækkende tilbud til små og mellemstore virksomheder med behov for et kompetenceløft inden for grøn omstilling. Igennem workshops og skræddersyede forløb bliver virksomhedernes medarbejdere, ledelse og bestyrelse klædt på til at løfte de strategiske beslutninger, og konkrete nye opgaver og EU-krav, der følger med den grønne omstilling.

SMV:Grønne Kompetencer er støttet med 50 mio. kr. fra EU’s Socialfonden Plus og ledes af Erhvervshus Nordjylland, men virksomheder fra hele landet kan deltage hos deres lokale erhvervshus. 

Læs mere om SMV:Grønne Kompetencer


Vil du vide mere?

Om SMV:Grønne Kompetencer, kan du kontakte:

  • Sandra Winther Gandrup, specialkonsulent i Erhvervsstyrelsen, mail: sangan@erst.dk tlf.: 35291794

Andet information, kan du kontakte:

  • Natascha Kalika Østergaard, fuldmægtig, presse og kommunikation i Erhvervsstyrelsen, mail: natoes@erst.dk, tlf.: 35291709

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

”I en periode pakkede hele familien slik i døgndrift”1.5.2024 14:43:00 CEST | Pressemeddelelse

Corona har retfærdigvis fået skyld for meget dårligt og har på mange områder ændret vores adfærd. Krisen har imidlertid også fået rusket godt op i nogle indgroede traditioner, og vi er blevet tvunget til at gøre nogle ting på andre måder. Vi har for eksempel fået åbnet for større brug af onlinemøder. Og for at købe bland-selv-slik på internettet. Det er et forretningsområde, som en søskendeflok fra Herning har forstået at skabe en succes på.

”Målet er at være nummer et i verden på bæredygtighed i vores branche”19.4.2024 07:48:00 CEST | Pressemeddelelse

Indtil for nylig havde virksomheden Real Safety i Esbjerg ikke haft en struktureret tilgang til den grønne omstilling, da det ikke for alvor havde været et tema for kunderne. Forventningen er dog, at stigende fokus på bæredygtighed vil give virksomheder med en tydelig grøn profil konkurrencefordele, og det har gjort det interessant for Real Safety at sætte konkrete bæredygtighedsinitiativer i gang.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye