Region Sjælland

Region Sjælland: Ny vejledning skaber klarhed

Del

Rigsrevisionen udtaler i sin nye beretning kritik af en allerede kendt problematik på kræftområdet om forskellige fortolkninger af reglerne for maksimale ventetider for kræftpatienter. Vi er glade for, at Sundhedsstyrelsen netop er kommet med en ny vejledning, der skaber klarhed på området, siger koncerndirektør i Region Sjælland.

Region Sjælland er enig i den kritik, som Rigsrevisionens i dag har offentliggjort, hvor de påpeger, at der har været forskellige fortolkninger af reglerne om maksimale ventetider for kræftpatienter. Her indikerer de et forbedringspotentiale med hensyn til registrering, dokumentation og information, når det gælder maksimale ventetider på kræftområdet. Problematikker, som regionerne og Sundhedsstyrelsen allerede er i gang med at løse.

- Vi tager kritikken alvorligt. Problematikken har været kendt siden vores faglige gennemgang af
kræftområdet i foråret 2023. Vi har siden da været i fuld gang med at løse problematikken. Derfor er vi glade for, at Sundhedsstyrelsen netop er kommet med en ny vejledning, der skaber klarhed for området, siger Jesper Gyllenborg, lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland.

Regionen er gået i gang med at tilpasse sine arbejdsgange til den nye vejledning for at sikre, at der bliver dokumenteret korrekt i journalerne, så de afspejler den tætte dialog, der er og skal være mellem patienten og sundhedspersonalet under hele udrednings- og behandlingsforløbet og ved overskridelser af de maksimale ventetider.

Nye tal viser fremskridt

Region Sjællands nyeste tal for de to første måneder i 2024 viser, at over 95 procent af patienterne behandles og udredes indenfor tidsfristerne. Medtages patienter, som selv ønsker at vente længere på grund af eksempelvis ferie, samt patienter hvor det af hensyn til helbredet anbefales at vente, ligger tallet over 99 procent.

- Patienterne skal vide, hvad de kan forvente og har ret til. Medarbejderne skal vide, hvad der forventes af dem. Og politikerne og styrelsen skal være trygge ved, at de får de informationer, de har brug for. Derfor er vi også enige i kritikken fra Rigsrevisionen om, at der har været forskellige tolkninger af reglerne på området. Det er vores forventning, at den nye vejledning fra styrelsen kan være med til at sikre en fælles forståelse af reglerne. Samtidig tyder de første tal for i år på, at vi næsten har fuld overholdelse af reglerne, siger Jesper Gyllenborg.

Af de nye tal fremgår det, hvad årsagen til eventuelle overskridelser er. Også selvom det skyldes årsager, hvor reglerne for de maksimale ventetider er overholdt. Samtidig sætter den nye vejledning nogle klare rammer for hvilken dokumentation, der skal fremgå af patienternes journaler. Til sammen skal det være med til at sikre gode forløb for patienterne, klare rammer og forventninger til medarbejderne og det nødvendige overblik hos myndighederne.

Kontakt patientvejledning ved tvivl

Region Sjælland opfordrer alle patienter, som er i tvivl eller har spørgsmål om, hvorvidt de har fået opfyldt deres patientrettigheder, til at henvende sig til regionens patientvejledning på tlf. 70 15 50 01, som har åbent hverdage kl 9-12, eller patientvejledningen@regionsjaelland.dk.

- Hvis man føler sig utryg, eller er usikker på, om man er blevet udredt eller behandlet inden for den tid, man har krav på, så vil jeg anbefale, at man kontakter patientvejledningen i Region Sjælland. De kan hjælpe med svar eller med at blive sendt videre til rette vedkommende, siger Jesper Gyllenborg.

Læs pressemeddelelse fra Danske Regioner

Rigsrevisionens beretning om overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter


Fakta: Hvad er de maksimale ventetider?

De maksimale ventetider er en patientrettighed, der er fastsat i sundhedslovens § 88 samt Bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdommeDesuden har Sundhedsstyrelsen netop opdateret og offentliggjort en opdateret Vejledning om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme

De maksimale ventetider gælder for de fleste typer kræftpatienter. Patienter med kræftsygdomme, der kræver knoglemarvstransplantation, samt patienter med hudkræft, der ikke er modermærkekræft, er ifølge reglerne dog ikke omfattet.

Læs mere om de maksimale ventetider her


Fakta: De maksimale ventetider i Region Sjælland

Vedhæftet findes fire diagrammer over de nyeste tal i Region Sjælland for maksimale ventetider for januar og februar 2024. Opdelt i hhv. udredning, initial behandling, efterbehandling samt et samlet overblik.


Fakta: Rigsrevisionens beretning baseret på stikprøve

Rigsrevisionen har til deres beretning anvendt en stikprøve på 380 patientforløb fra perioden juli 2019 til juni 2023. Rigsrevisionen har brugt konklusionerne fra stikprøven til at beregne et samlet antal forløb, hvor Rigsrevisionen estimerer, at dokumentationen i journalerne ikke er tilstrækkelig og patienterne har dermed ikke fået opfyldt deres rettigheder.

Det er en stikprøve, hvor der for Region Sjællands vedkommende er udvalgt 58 forløb, der går ud over de maksimale ventetider:

  • 30 forløb er patientens eget ønske eller hensynet til patientens helbred
  • 2 er fejlregistreringer
  • 26 forløb er patienterne informeret og har accepteret at vente


De 26 forløb er grundlag for Rigsrevisionen estimat for, hvor mange forløb, der ikke har overholdt handlepligten og tilbudt behandling på et andet sygehus. Ud af disse 26 gælder:

  • 1 forløb er dokumentationen i overensstemmelse med sundhedsministeriets fortolkningen af handlepligten
  • 12 forløb er dokumentationen i overensstemmelse med regionernes fortolkning af handlepligten
  • 13 forløb er der ikke dokumenteret yderligere i journalen


For alle 26 forløb gælder det, at der i de enkelte patientjournaler er dokumenteret, at patienten er informeret om rettigheder og accepterer at vente. Denne dokumentationspraksis vurderes af
Rigsrevisionen ikke at være tilstrækkelig dokumentation for tilbudt behandling, og derfor er konklusionen i rapporten, at patienterne i de 13 forløb ikke har fået tilbudt behandling på et andet sygehus.

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye